Historie

LOS blev stiftet som forening i 1992 af en gruppe opholdssteder i det daværende Vejle Amt under navnet Landsforeningen af Opholdssteder i Danmark. Initiativtagerne brugte deres netværk til at opspore flest mulige opholdssteder i Danmark, da der på det tidspunkt ikke fandtes en oversigt over opholdssteder i Danmark. På den første generalforsamling i 1992 deltog ca. 40 opholdssteder. Medlemmerne talte både opholdssteder for børn og unge og opholdssteder for voksne. Sidstnævnte blev i forbindelse med lovændringerne i 1998 fremover betegnet som botilbud for voksne. I 1997 kom dagbehandlingstilbuddene formelt med i LOS, og foreningen fik navnet Landsforeningen af Opholdssteder og Skole- behandlingstilbud. På generalforsamlingen i 2003 blev det for at understrege botilbuddenes placering i LOS besluttet at ændre navn til det nuværende LOS – Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud.

Et af hovedformålene med at stifte en landsforening var at få ændret de stramme og rigide retningslinjer for drift af private tilbud. De på det tidspunkt gældende regler, var udmøntet i et tillæg til en fælles vejledning om godkendelse og tilsyn med familieplejer og opholdssteder. Blandt andet blev lønpuljen udregnet med et antal plejevederlag pr. medarbejder og stederne måtte ikke have overskud. Budgettet skulle udregnes ud fra en 100 % belægning, og ethvert overskud skulle modregnes i taksten for det efterfølgende år, underskud var derimod stedets eget problem. Endelig kunne tilsynsmyndighedens afgørelser ikke ankes. Dette vanskeliggjorde opbygningen af en ordentlig egenkapital og dermed blev opholdsstedernes økonomi meget skrøbelig. LOS har siden arbejdet på at få ændret disse vilkår og har gradvist fået indført væsentlige forbedringer i medlemmernes driftsforhold.

I 1997 var der 200 medlemmer, og man ønskede at styrke organisationen. Det gjorde man ved udover den administrative medarbejder, at ansætte en landssekretær og samtidig oprette et kontor i København.

I de følgende år voksede både LOS og sekretariatet, og i 2002 gjorde man landssekretæren til sekretariatschef. 

I 2006 var LOS vokset til 530 medlemmer. På grund af væksten var der et ønske om, at bestyrelsen skulle opprioritere det politiske arbejde og nedprioritere behandlingen af driftsmæssige spørgsmål. For at understøtte dette ansatte man sekretariatschefen som direktør, og ansatte en sekretariatsleder til at tage sig af det faglige og personalemæssige i sekretariatet.

I dag har LOS 641 medlemmer og en årlig omsætning på ca. 10 millioner kr.

 

Værdier i LOS
  • Mangfoldighed
  • Faglighed
  • Åbenhed
  • Troværdighed
  • Udvikling
geert.jpg
Geert Jørgensen

Direktør - gj@los.dk