LOS priser det sociale område

Med LOS Socialpris ønsker LOS både udadtil og indadtil at sætte fokus på, fejre og anerkende den professionelle og engagerede pædagogiske og sociale indsats, som LOS’ medlemsvirksomheder, deres ledere og medarbejdere dagligt og utrætteligt udfører til gavn for de mange mennesker i udsatte og sårbare positioner, der er tilknyttet en af LOS’ medlemsvirksomheder.

Børn og unge

22. januar 2019

Af

Prisen

Modtageren af LOS Socialpris modtager 10.000 kr. Tildeles LOS Socialpris til en person, kan personen frit disponere over beløbet. Tildeles LOS Socialpris en medlemsvirksomhed eller et projekt, tilfalder beløbet virksomheden eller projektet. Udover beløbet modtager prismodtageren et diplom, en erindringsgave og blomster. LOS’ Sekretariat udsender umiddelbart efter overrækkelsen af LOS Socialpris en pressemeddelelse om prismodtageren og en kort begrundelse for valg af prismodtager. Pressemeddelelsen udsendes internt og eksternt.

Hvem kan indstilles til LOS Socialpris?

  • LOS’ medlemsvirksomheder
  • Afdelinger eller projekter hos LOS’ medlemsvirksomheder
  • Ansatte eller frivillige hos LOS’ medlemsvirksomheder
  • Et fagligt ”fyrtårn” tilknyttet LOS’ medlemsvirksomheder, der har været med til at vise andre på vej

Hvem kan indstille til LOS Socialpris?

Alle kan indstille ovenstående til modtagelse af LOS Socialpris.

Udvælgelse af prismodtager

LOS’ Sekretariat gennemgår alle modtagne indstillinger og nominerer tre kandidater. De tre udvalgte kandidater inviteres til en præsentation for LOS’ bestyrelse, der herefter udpeger prismodtageren blandt de tre kandidater. Valg af kandidater vil tage udgangspunkt i LOS’ kerneværdier: professionalisme, faglighed og engagement. Bestyrelsens endelige valg af prismodtager vil blive offentliggjort på Landsmødet.

Ceremoni for prisoverrækkelsen

På LOS Landsmødes første dag overrækkes LOS Socialpris af en ekstern personlighed med interesse/tilknytning til det specialiserede socialområde. Den eksterne prisoverrækker holder før prisoverrækkelsen et kort oplæg med relevans for området, og præsenterer herefter de tre kandidater på scenen. Herefter kåres prismodtageren. De to kandidater der ikke modtager prisen, vil modtage en buket blomster.