Høring om udkast til forslag om ændring af lov om social service mm.

LOS har afgivet høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service og forskellige andre love om bl.a. takstloft på krisecentre og herberger samt krav om udbud på herbergsområdet.

8. december 2025

Af LOS

Uddrag:

LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service og forskellige andre love om bl.a. takstloft på krisecentre og herberger samt krav om udbud på herbergsområdet.

LOS finder det positivt, at man betoner behovet for at fastholde selvhenvendelsesprincippet for borgere i hjemløshed, der har udfordringer af en karakter, der gør, at det er vigtigt at kunne opsøge hjælp uden forudgående visitation, men når behovet og motivationen opstår. LOS finder det samtidig hensigtsmæssigt, at man vil sikre en geografisk spredning af herbergspladser, herunder at man vil bevare den nuværende fordeling i kapacitet mellem offentlige og ikke-offentlige tilbud.

LOS bemærker, at Socialtilsynets godkendelse af et tilbud fremadrettet vil være betinget af en driftsaftale med en kommune. LOS bemærker hertil, at dette giver kommunerne en større magt i forhold til, hvilke tilbud der kan opnå godkendelse fra tilsynet uden hensyntagen til tilbuddets kvalitet. Dette ændrer kommunernes rolle i forhold til godkendelse vedrørende sociale tilbud generelt.

LOS bemærker, at der vil være krav om driftsaftale med alle kommuner i en situation, hvor et tilbud har afdelinger beliggende i flere kommuner. LOS bemærker hertil, at dette medfører en øget administrativ byrde og henstiller derfor til, at kommunerne anvender enslydende driftsaftaler.