Høring om udkast til lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben

LOS har afgivet høringssvar vedrørende udkast til lovforslag om udtrykkelige bestemmelser om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben, herunder udvidet hjemmel til magtanvendelse m.v.

11. december 2025

Af LOS

Uddrag:

LOS bemærker, at nærværende lovforslag ikke forholder sig til, hvorvidt loven også finder anvendelse på specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem, hvor reglerne for magtanvendelse aktuelt er reguleret af henholdsvis Voksenansvarsloven samt fremme af god orden under Folkeskoleloven. LOS anbefaler derfor, at dette afklares, herunder at der koordineres tæt med det pågående tværministerielle arbejde om magtanvendelsesreglerne på specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem og på behandlings- og specialundervisningstilbud for at sikre ensartede regler for magtanvendelse.

LOS finder det problematisk, at der i dag kan være klasselokaler, hvor eleverne kan være omfattet af forskellig lovgivning omkring magtanvendelse, da det betyder, at en lærer kan stå i en situation med to elever, hvor læreren i henhold til Voksenansvarsloven må handle på en måde i forhold til den ene elev, mens den anden elev alene er omfattet af ordensbekendtgørelsen. LOS anbefaler, at dette perspektiv inddrages, således at der sikres ensartethed på tværs af skoleområdet i forhold til magtanvendelsesregler.