Høring vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn
LOS har afgivet høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn (Ophør af Social- og Boligstyrelsens auditfunktion).
LOS takker for muligheden for at afgive høringssvar til udkast til forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn.
I høringssvaret understreger LOS en stor bekymring omkring ønsket om at nedlægge Social- og Boligstyrelsens auditfunktion.
LOS har gennem analysepapirerne LOS Indsigt vist, at der i dag er store forskelle på, hvordan de fem socialtilsyn agerer og vurderer sociale tilbud på baggrund af kvalitetsmodellen. Af auditfunktionens seneste rapport om socialtilsynenes virksomhed fremgår yderligere, at der på tværs af de fem socialtilsyn bl.a. er variationer i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for godkendelse af tilbud og plejefamilier, uensartethed i brugen af uanmeldte tilsynsbesøg, forskel på det oplevede bidrag fra socialtilsynene til udvikling af kvaliteten i sociale tilbud, uensartet information forud for indberetning af budgetter og forskel i tilsynskonsulenternes oplevelse af, om de får den nødvendige kompetenceudvikling.
LOS mener, at ophør af auditfunktionen vil svække koordinering og ensartethed på tværs af socialtilsynene yderligere, og at der i høj grad er behov for auditfunktionens understøttelse i form af faglige vejledninger, undersøgelser og tiltag.
Det er derfor LOS’ kraftige anbefaling, at man enten trækker forslaget om nedlæggelse af auditfunktionen tilbage, alternativt at man for at sikre ensartethed i socialtilsynene sammenlægger de fem socialtilsyn til ét samlet socialtilsyn under fælles ledelse.