Jacob Mark: ”Jeg kan stadig blive fartblind”
Jacob Mark måtte i november 2021 sætte sin politiske karriere på pause. Han var blevet ramt så massivt af stress, at han blandt andet havde mistet store dele af sit syn. I bogen ”Fartblind” deler han sin personlige historie. Den er helt unik og tager sit afsæt i en politisk karriere, der gik fra 0-100 på meget kort tid. Alligevel kan mange spejle sig i den. For symptomer på stress er universelle og kan ramme os alle.
I næste uge deltager tidligere SF-politiker Jacob Mark på LOS’ Landsmøde, hvor han med afsæt i sin bog Fartblind beskriver de år, der førte til stress, angst, sygemelding og livskrise. Han deler historier fra sin syv måneder lange sygemelding og beskriver, hvordan han kom ud på den anden side.
LOS’ Landsmøde 2025
Jacob Mark deltager på LOS’ Landsmøde 2025, som i år sætter fokus på omsorg.
På landsmødet deltager også:
- Christian Ørsted om psykologisk tryghed
- Emma Holten om værdien af omsorg
- Louise Dinesen om ledertrivsel
- Dennis Nørmark om tilgange til ledelse
Læs mere om programmet her: LOS’ Landsmøde 2025
Med afsæt i tre spørgsmål giver Jacob Mark her et kort indblik i, hvad han kommer til at tale om, når han indtager scenen på landsmødet.
Du skulle helt derud, hvor du bogstaveligt talt blev fartblind og mistede 70 procent af dit syn. Hvordan kunne det gå så galt?
Det har jeg faktisk stadig lidt svært ved at svare på. Jeg havde et enormt stort behov for at lykkes og gøre en forskel for dem, jeg ønskede at hjælpe. Samtidig arbejdede jeg i et miljø, hvor der er næsten ubegrænsede muligheder for at arbejde og søge anerkendelse og lykkes. Jeg kunne simpelthen ikke styre, hvor meget tid, liv og energi jeg lagde i det.
Samtidig fik jeg de første alvorlige symptomer på stress, da jeg begyndte at slå rigtigt igennem. SF fordoblede stemmeantallet ved valget, jeg tidoblede mit personlige antal stemmer, og jeg fik politiske mærkesager gennemført. På det tidspunkt kan jeg ikke forene mig med tanken om, at man kan blive ramt af stress, når det går så godt. Når man har succes, og samtidig elsker det, man laver. Når man har fantastiske kollegaer og får lov til at arbejde med noget, som gør en positiv forskel for andre. Men det tager stress ikke hensyn til.
Derudover spiller det også en meget væsentlig rolle, at jeg led af det, jeg kalder hensynsfuldhedsbetændelse. Hvilket rigtig mange faktisk gør, og når man gør det, er det meget svært at sige nej. Jeg sagde ja til alt. Da jeg kom tilbage efter min sygemelding, begyndte jeg at sige nej. Det kom bag på mange, for det havde jeg jo aldrig gjort før. Men det handler om prioritering, og i et nej ligger der et mere oprigtigt ja til noget andet. Det var også det, der gjorde, at jeg stoppede i politik. Det var et ja til noget andet.
Hvilke konsekvenser har det haft, og hvordan håndterer du det?
Selvom mit syn i dag er bedre, så har jeg fået kroniske skader, og hvis stressen vender tilbage, vil synet formentlig blive påvirket igen.
Men det, der gør mest ondt, er, at jeg har mistet nogle af de bedste øjeblikke i mit liv. Når man bliver så stresset, som jeg var, så mister man jo evnen til at være nærværende. I nogle af de dejligste øjeblikke og momenter i mit liv, som jeg er allermest stolt af, var jeg ikke ægte nærværende. Det betyder, at jeg ser tilbage på det som tilskuer, men ikke som ham, som var den. Det er jeg virkelig ked af at have mistet, og det ville jeg gerne kunne gøre om. Jeg var ikke til stede, og jeg glemte at nyde. Det var konsekvensen af ikke at kunne sige nej.
Jeg ville ønske, at jeg havde haft tryghed i, at det var godt nok, selvom jeg ikke var på hele tiden. Jeg har givet mig selv det løfte, at for hver beslutning, jeg træffer, så skal jeg mærke rigtigt efter. Om det er okay for mig at sige ja, og jeg har også givet mig selv det løfte, at jeg ikke må svigte mig selv. Jeg siger nej, nej, nej. Og for hvert nej får jeg det bedre. Jeg lærer af mine erfaringer, og det gør mig tryg.
Men jeg skal passe meget på med ikke at ”slide back to old behavior”. Der er ikke nogen let vej tilbage, når man har været så syg af stress, og jeg skal hele tiden passe meget på med ikke at glide til gamle adfærdsmønstre. Det skal jeg arbejde med resten af livet. Jeg kan nemt blive fartblind igen, og så kommer regningen prompte.
Hvilket råd vil du give til andre?
Faktisk er jeg ikke meget for at give råd. Det hjalp ikke mig meget. Men jeg vil gerne skabe opmærksomhed omkring det ved at fortælle min personlige historie. Så der måske er nogen, der stopper op tidligere, end jeg gjorde. Det er derfor jeg holder de her foredrag. Vi skal kunne tale højt om det, og når jeg gør det, så er der jo faktisk rigtig mange, der genkender meget af det, som jeg fortæller. Folk kan sagtens spejle sig i det, selvom deres situation på alle mulige måder ikke ligner min. Men stresssymptomer er jo universelle, og stresshormonerne er helt de samme, og det gør indtryk på mange. Når jeg oplever det, så føles det samtidig ikke, som om, at det var spildt det, der skete for mig. Så giver det noget til andre.
Vi skal kunne tale højt om det, og vi skal være klar over, at det her kan ramme alle. For vi har fået skabt en optimerings- og perfekthedskultur, som også gør sig gældende på rigtig mange arbejdspladser. Vi siger ja til alt for meget, og det er ødelæggende.
Om Jacob Mark
Jacob Mark kom tidligt ind i politik. Som 14-årig meldte han sig ind i SF Ungdom og som 18-årig blev han valgt som det yngste byrådsmedlem i Køge nogensinde. I 2015 blev han valgt til Folketinget, som ordfører for alt, hvad der havde med børn og unge at gøre. Senere blev han også gruppeformand for SF. Men den karriere, der hurtigt og med stor gennemslagskraft havde givet Jacob de mange opture og det imponerende CV, vendte pludseligt 180 grader, da han blev syg.
I dag arbejder han stadig – hele tiden – på at blive klogere på, hvad der skal til for, at han har det godt, ligesom han kæmper for at gøre op med den ødelæggende optimerings- og perfekthedskultur, som i dag er så fremtrædende i samfundet.