Stillingsopslag: Kommunikationskonsulent

I LOS arbejder vi for, at vores medlemmer leverer sociale indsatser af højeste kvalitet. Vi søger nu en skarp kommunikationskonsulent, som klart og tydeligt kan formidle vores indsats og viden til eksisterende og potentielle medlemmer.

Nyt fra LOS

13. juni 2023

Af LOS

Vi tilbyder en spændende stilling i et team, som både er ambitiøst og livligt, og hvor der samtidig er fokus på tryghed for alle. Vi bor i indre København og nyder dagligt musikken fra forskellige gademusikanter og deres næsten stemte instrumenter  – ohh yes.

Dine opgaver

Du bliver redaktør af vores medlemsblad og vores hjemmeside, og du bidrager selv med at skrive en del af indholdet.

Du får ansvaret for en række forskellige kommunikationsprodukter til vores medlemmer. Det drejer sig bl.a. om:

  • Nyhedsbreve og direct mails
  • Indhold til sociale medier og hjemmeside i samarbejde med dine kolleger
  • Markedsføring af kurser og ledernetværk samt landsmøde og årsmøder
  • Skriftlige produkter fx årsberetning og diverse ad hoc opgaver

Du er ikke en teknisk nørd – men du har et blik for optimering af vores hjemmeside i forhold til, hvordan vi bedst rammer vores målgrupper.

Din profil

Nobody is perfect – men hvis du kan sætte hak ud for de fleste af disse ønsker, så er du godt på vej:

  • Du har en kommunikationsfaglig uddannelse og nogle års erfaring fra en lignende stilling.
  • Du skriver godt og mestrer de forskellige platforme, vi benytter os af.
  • Du er god på egen hånd og god til at samarbejde.
  • Du sætter en ære i at være et skridt foran udviklingen i den daglige kommunikation til medlemmerne.
  • Du brænder for at bidrage til vores medlemmers indsatser for mennesker i sårbare positioner.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.

Din arbejdsplads vil være på LOS’ kontor i København K.

Ansøgning

Send din ansøgning til sikkerpost@los.dk, så vi har den senest fredag den 30. juni 2023.

Vi afholder samtaler i uge 27 og 29 og kan tale med dig over Teams, hvis du er ude at rejse eller lignende.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte teamleder for medlemsservice Nynne Haarby på enten tlf. 33181017 eller nh@los.dk

Generelt om LOS

LOS’ medlemmer bevæger sig i krydsfeltet af anbragte børn, unge og voksne og elever på specialiserede skoletilbud med en hverdag med bl.a. misbrug, omsorgssvigt, gråzoneprostitution, diagnoser og efterværn. LOS’ mål er at gøre en positiv forskel for mennesker i udsatte sårbare positioner gennem et fokus på kvalitet, dialog og fælles ansvar. Det gør vi ved at arbejde for, at vores medlemmer er veldrevne fagligt, økonomisk og organisatorisk og gennem politisk interessevaretagelse.

LOS tilbyder juridisk og faglig rådgivning, sparring og vejledning, der støtter og kvalificerer det enkelte sociale tilbuds handlekraft blandt andet gennem dialog med kommuner og socialtilsyn. Vi arbejder målrettet med politisk interessevaretagelse både på den socialpolitiske arena, og i forhold til vores medlemmers rammebetingelser, og vi udvikler uddannelser, kurser og projekter, der styrker og udvider medlemmernes faglige kompetencer.

De tæt på 500 medlemmer er fordelt over hele landet og spænder fra mindre opholdssteder til sociale tilbud med over 100 ansatte.

LOS’ sekretariat tæller i dag 14 medarbejdere. Sekretariatet har hovedkontor i København, og vi har 1 konsulent i Jylland.

Spørgsmål?

Nynne Haarby

Chef for medlemsservice - Medlemskab, medlemsfordele og større arrangementer

3318 1017