LOS’ medlemmer er kvalitetsførende på det specialiserede socialområde
Kvalitetsscorer fra socialtilsynets kvalitetsmodel afslører, at ikke-offentlige sociale tilbud, der er medlem af LOS, har højere kvalitet end andre ikke-offentlige og offentlige sociale tilbud.
LOS Indsigt #6 2024
Det specialiserede socialområde er i øjeblikket genstand for øget mediebevågenhed og store politiske diskussioner. Diskussionerne og mediebevågenheden har oftest afsæt i høje og stigende udgifter til området, og senest har den endelige rapport fra Ekspertudvalget på socialområdet og Aftale om kommunernes økonomi 2024 forsøgt at adressere disse udfordringer med tiltag og anbefalinger til ansvarlig økonomistyring.
Socialpolitikken på det specialiserede socialområde skal drives med afsæt i at sikre den bedst mulige kvalitet samtidig med, at der sikres økonomisk ansvarlighed. Det udgangspunkt er afgørende for at sikre, at nogle af de mennesker, der har det allersværest, bliver hjulpet i den rigtige retning – hvilket skaber værdi både menneskeligt, velfærdspolitisk og socialøkonomisk i en investeringssammenhæng.
Derfor har LOS i den seneste version af LOS Indsigt sat fokus på kvaliteten på det specialiserede socialområde samt det vigtige arbejde, som ikke-offentlige sociale tilbud og LOS’ medlemmer bidrager med.
Centrale resultater fra analysen:
- I diskussioner om stigende udgifter til det specialiserede socialområde er kvaliteten i de socialfaglige indsatser et afgørende parameter.
- Kvaliteten blandt de sociale tilbud på det specialiserede socialområde er høj med en gennemsnitlig score på 4,41 ud af 5 mulige.
- Ikke-offentlige sociale tilbud opnår generelt højere kvalitetsscorer end offentlige sociale tilbud, og forskellen er signifikant.
- LOS-medlemmer er kvalitetsførende på det specialiserede socialområde med en gennemsnitlig score på 4,47, hvilket er 0,03 point højere end andre ikke-offentlige sociale tilbud og 0,09 højere end offentlige sociale tilbud.