Organisation om afvisninger i psykiatrien: Det står værst til i Region Sjælland
Landsorganisationen for sociale tilbud, LOS, fortæller, at de får flest indberetninger om afviste psykisk syge unge i Region Sjælland.
Flere bosteder kritiserer, at de ikke kan få indlagt deres unge beboere, når de for eksempel bliver psykotiske eller selvmordstruede.
Og det kommer ikke bag på Michael Graatang, der er direktør for Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS).
– Det har vi hørt om rigtigt mange gange. Det hører vi om næsten på ugebasis. Det sker tit, at de unge ikke kan blive indlagt, siger Michael Graatang til TV ØST.
De klarer sig efter vores opfattelse rigtig, rigtig dårligt.
Michael Graatang, direktør, LOS
LOS har medlemmer over hele landet. Men direktøren er ikke i tvivl om, hvor problemet er størst.
– Det er sådan, at Region Sjælland er den region, hvor vi får flest indmeldinger til LOS om, at der sker afvisninger. Så de klarer sig efter vores opfattelse, rigtig, rigtigt dårlig, slår Michael Graatang fast.
‘Der mangler sengepladser’
Ifølge LOS’ direktør er det den samme historie, bostederne fortæller.
– Baggrunden er jo typisk, at der har været en helt konkret sag, hvor man har forsøgt at få en ung indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi den unge er meget, meget syg. Og så har det altså vist sig, at de ofte blive afvist og ikke får den behandling, som de har behov for, siger Michael Graatang. …