LOS’ medlemmer er (stadig) kvalitetsførende på det specialiserede socialområde

Notat • 4. november 2025

De nyeste tal fra socialtilsynenes kvalitetsvurderinger af sociale tilbud i 2025 viser, at kvaliteten i de sociale tilbud fortsat er høj på tværs af området – og at LOS’ medlemmer stadig ligger i front.

Socialtilsynets kvalitetsmodel indeholder frem til 1. januar 2026 syv temaer, som bedømmes gennem en række kriterier og indikatorer på en skala fra 1 til 5. Hvis man beregner gennemsnittet af de syv temascorer, får man et udtryk for den samlede kvalitet. Det er på baggrund af de samlede scorer, at vi kan se, at LOS’ medlemmer i gennemsnit scorer højere end andre ikke-offentlige sociale tilbud, som igen scorer en anelse højere end offentlige sociale tilbud.

LOS mener, at påstande om lav kvalitet og manglende faglighed på ikke-offentlige sociale tilbud skal manes til jorden, da data viser et andet billede. LOS arbejder for, at der bliver gjort op med snyd og svigt på det specialiserede socialområde, men enkeltsager skal ikke have lov at tegne billedet af ikke-offentlige sociale tilbud.

LOS vil utrætteligt argumentere for vigtigheden af kvalitet og faglighed i de sociale indsatser – særligt i en tid, hvor økonomiske hensyn fylder mere i medierne end den rigtige indsats i rette tid. I den kommende takstmodel på botilbudsområdet og specialeplanen for det specialiserede socialområde bør kvaliteten indgå som nøgleparameter for at sikre, at virksomme indsatser prioriteres. Det betaler sig – både socialt og økonomisk.