Det psykiske arbejdsmiljø
Det psykiske arbejdsmiljø vedrører de psykologiske og sociale forhold på arbejdspladsen, der påvirker medarbejdernes trivsel. Det er for eksempel forholdet til kollegerne, ledelse, arbejdsrelationer, arbejdspres, mobning, chikane, konflikter og kommunikation. Det psykiske arbejdsmiljø har stor betydning for den mentale sundhed og generelle trivsel på arbejdspladsen og har sammenhæng med sygefravær, effektivitet og kvalitet i arbejdet.
Det er derfor vigtigt at have fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø gør det tydeligere for arbejdsgivere, ledere og medarbejdere, hvilke regler der gælder for at forebygge problemer i det psykiske arbejdsmiljø.
Bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø samler de vigtigste regler om psykisk arbejdsmiljø, så det fremover er lettere for virksomhederne at orientere sig i de relevante pligter på området og igangsætte et systematisk og målrettet arbejde med at forebygge problemer i det psykiske arbejdsmiljø.