Studentermedhjælper søges til kommunikation

Kunne du tænke dig at fortælle om sociale tilbuds vigtige arbejde med at hjælpe sårbare og udsatte borgere i Danmark?

Vi søger en kommunikationsstærk studentermedhjælper, der har lyst til at gøre en forskel på socialområdet. Dine arbejdsopgaver vil både være spændende og alsidige, og vil spænde over medlemskommunikation, ekstern kommunikation, projektkoordinering og meget andet.

Om dig

  • Du er klar til at bringe hele kommunikationsværktøjskassen i spil, og du kan lide at skrive. Hvis du har sans for grafisk arbejde i Canva og optagelse og produktion af korte videoer, er det et ekstra plus.
  • Du er parat til en omskiftelig arbejdsdag, hvor vi skal være klar til at rykke hurtigt og kommunikere vores mærkesager, når muligheden byder sig.
  • Det er ikke et krav, at du kender til socialområdet i forvejen, men det er vigtigt at du, i takt med du løser dine arbejdsopgaver, har interesse for at sætte dig ind området.
  • Vi forestiller os, at du for eksempel er i gang med en kommunikations- eller journalistuddannelse.

 Eksempler på arbejdsopgaver

  • Koordinering af to større sundhedsprojekter, vi laver i samarbejde med vores medlemssteder
  • Indholdsproduktion (både skriftligt, grafisk og video) til hjemmeside, nyhedsbreve og sociale medier
  • Skriveopgaver, blandt andet til LOS’ medlemsblad
  • Medieovervågning
  • Håndtering af medlemshenvendelser, hjemmesidevedligehold og andre ad hoc-opgaver

Arbejdstid og sted

15 timer ugentligt. Vi er naturligvis fleksible i forhold til eksamener mv.

LOS’ sekretariat holder til i Handicaporganisationernes Hus, ca. 5 minutters gang fra stationen i Høje Taastrup, med gode kollektive transportmuligheder.

Spørgsmål til stillingen?

Skriv eller ring til Kommunikationskonsulent Poul-Louis Larsen på pbl@los.dk / tlf.: 9282 3887.

Ansøgning og frist

Send en kort, motiveret ansøgning og dit CV til Poul-Louis Larsen på pbl@los.dk – hurtigst muligt og senest 7. august (vi vurderer ansøgninger løbende).

Om LOS

I LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud – arbejder vi for at børn og voksne i udsatte og sårbare situationer kan få de bedste muligheder for at leve et godt og indholdsrigt liv. Det gør vi ved at arbejde for, at vores medlemsvirksomheder er veldrevne fagligt, økonomisk og organisatorisk og gennem politisk interessevaretagelse. Vores tæt på 500 medlemsvirksomheder er fordelt over hele landet og spænder fra mindre opholdssteder til virksomheder med over 100 ansatte.

LOS tilbyder juridisk og faglig rådgivning, sparring og vejledning, der støtter og kvalificerer vores medlemmers handlekraft. Vi arbejder målrettet med politisk interessevaretagelse både i virksomhedsperspektiv og på den socialpolitiske arena, og vi udvikler uddannelser, kurser og projekter, der styrker og udvider medlemsvirksomhedernes faglige kompetencer.

Vores sekretariat tæller i dag 10 medarbejdere. Vi går op i vores faglighed og et stærkt kollegialt fællesskab.

 

Vi glæder os til at høre fra dig.