Udfordringer med betaling af sundhedsydelser: Hvem har ansvaret?

En del private sociale tilbud, herunder medlemmer af LOS, oplever udfordringer med betaling af sundhedsydelser.

15. maj 2025

Af LOS

Et typisk eksempel er en kommune, der ikke ønsker at betale for en natteovervågning beordret af beboerens læge med henvisning til, at dette er en sundhedsydelse efter sundhedsloven, hvorfor betalingen skal komme fra regionen. LOS oplever i tilfælde som dette, at kommuner henviser til, at tilbuddet selv skal sikre betaling fra regionen for den pågældende ydelse. Dette er ikke korrekt.

Myndighedsansvaret er klart

Hvis en borger er visiteret af kommunen til et botilbud, er det kommunen, der har det overordnede myndighedsansvar.

LOS har drøftet problemstillingen med blandt andet KL og Danske Regioner. Vores klare udgangspunkt er, at eventuel refusion for sundhedsydelser er et mellemværende mellem kommune og region – og ikke noget, som det enkelte tilbud skal stå med alene.

Hvad siger reglerne?

Afgrænsningscirkulæret, pkt. 4, fastslår et vigtigt princip:

I tilfælde, hvor der opstår tvivl om hvilken myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal I givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.

Med andre ord: Hjælpen til borgeren må ikke forsinkes på grund af uenighed mellem myndigheder – og tilbuddene må ikke efterlades i et økonomisk tomrum.

Hvad kan I gøre?

Det er altid hensigtsmæssigt i en kontrakt at sikre klare aftaler om, at kommunen betaler for alle ydelser, uanset ydelsens karakter.

Hvis I alligevel oplever, at kommunen afviser betaling for en konkret sundhedsydelse – fx på grund af ændret behov hos borgeren – anbefaler vi, at I henviser til ovenstående principper.

Kontakt LOS

Medlemmer af LOS er naturligvis meget velkomne til at kontakte LOS’ rådgivning for sparring omkring ovenstående.

Ring til os på 70 23 34 00 eller send en e-mail på los@los.dk.