Fjordskolen: Vi tager udgangspunkt i den enkelte elev
I 2000 etablerede Ingvald á Kamarinum Fjordskolen. Det gjorde han med et ønske om at tilbyde børn og unge med særlige behov et alternativ til Folkeskolen. 25 år senere findes Fjordskolen stadig, og behovet for lige præcis det, som Fjordskolen kan, er ikke blevet mindre. Tværtimod.
Fjordskolen ligger i naturskønne omgivelser i Kirke Hyllinge, og danner rammen om et skoleliv for elever fra hele Sjælland. Udgangspunktet er det samme, som da skolen blev etableret for 25 år siden – nemlig at tilbyde et trygt og støttende læringsmiljø til børn og unge, der har særlige behov. Målgruppen har, ifølge stifter og direktør Ingvald á Kamarinum, dog ændret sig markant siden 2000, hvor det primært var børn og uge med ADHD, der startede på skolen.
”En typisk elev hos os i dag er 13-14 år, har 3-5 skoleforløb bag sig, er diagnosticeret med ADHD og autisme i kombination med angst og skolevægring, når de starter hos os,” forklarer Ingvald á Kamarinum og fortsætter:
”For 20 år siden oplevede vi stort set ikke autisme, og eleverne var yngre, når de startede hos os. Med andre ord fik de hjælp meget tidligere. I dag ser vi elever, der nærmest har ligget i sengen i årevis. Bag nedrullede gardiner. Det er det, jeg kalder inklusionens skjulte pris,” konstaterer Ingvald á Kamarinum og påpeger desuden, at det i den grad kalder på det, som Fjordskolen og mange andre behandlings- og specialundervisningstilbud kan. Nemlig specialiseret undervisning i trygge rammer, med ekstra støtte og udgangspunkt i hver enkelt elev.
“Hvorfor starter du ikke bare dit eget?”
Det var ønsket om at gøre tingene anderledes, der førte til, at Ingvald á Kamarinum etablerede Fjordskolen. For det stod ikke ligefrem i kortene, at han skulle starte et behandlings- og specialundervisningstilbud – og han var også vidt omkring inden, blandt andet som sømand og sprængningsekspert på Færøerne, inden han startede på pædagoguddannelsen i København.
Som et led i pædagogstudiet var Ingvald á Kamarinum i praktik på et behandlingshjem og arbejdede senere som konfliktløser i Holbæk Kommune. Men han havde altid mange gode ideer til, hvordan tingene kunne gøres anderledes og bedre – en dag var det dog en anden, der serverede en rigtig god ide for ham:
”En sagsbehandler sagde: ”Hvorfor starter du ikke bare dit eget?”, som respons på endnu et af mine forslag til, hvordan noget kunne forbedres. Det gjorde jeg så, og det blev starten på Fjordskolen. Først med en enkelt elev, så to og i dag har vi plads til 48,” fortæller han.
Certificeret i sunde digitale vaner
Arbejdet med at styrke det faglige fundament på Fjordskolen foregår kontinuerligt, og personalet er dermed løbende på uddannelse og kurser. Senest er skolen i januar 2024 blevet certificeret i sunde digitale vaner, der er en akkreditering tildelt af psykolog- og lægehuset Dabeco. Skolen har nøje overvejet og reflekteret over sin tilgang til digitale medier og mobilbrug i undervisningsmiljøet, og denne certificering understøtter skolens fortsatte fokus på at skabe et sundt og afbalanceret læringsmiljø.
Vi har mange en til en-forløb
”De elever, der starter hos os, er ofte blevet sendt videre med beskeden: ”Vi kan ikke rumme jer længere”. Så de lander her med meget lidt tillid til, at vores tilbud er anderledes, end det de kommer fra. Derfor er det vigtigt, at vi først og fremmest møder dem med tålmodighed og samtidig møder dem hver især der, hvor de er,” forklarer Ingvald á Kamarinum.
Fjordskolen benytter sig af en miljøterapeutisk tilgang, som fokuserer på at skabe struktur, forudsigelighed og tryghed i hverdagen. Det fx med genkendelige rutiner og hjælpemidler, som visuelle skemaer og daglige gennemgange af dagens aktiviteter. Men først og fremmest handler det om at lære eleven at kende.
”Vi modtager som oftest nye elever via et en-til-en-forløb, og det er der mange gode grunde til. De elever, der starter hos os, har ofte lange forløb bag sig fyldt med konflikter og nederlag. For ikke at genskabe sådanne situationer vil vi gerne både lære eleven at kende og skabe grobund for tryghed. Gradvist introduceres eleven for de øvrige klassekammerater, mens vi får en god fornemmelse for, hvem eleven er og hvilket fagligt niveau, han eller hun har,” forklarer Ingvald á Kamarinum.
Det indledende forløb kan vare fra et par dage til en måned, hvor eleven får tilknyttet en fast lærer eller pædagog. Når eleven er klar, og der er god sandsynlighed for, at overgangen går godt, starter eleven i klassen.
”Undervisningen foregår i små overskuelige grupper, hvor eleverne er omgivet af de samme gennemgående voksne hele dagen. Det er igen med til at skabe tryghed og et godt læringsrum for børnene,” forklarer Ingvald á Kamarinum.
Vi opgiver ikke nogen
Forældrene er naturligt en vigtig samarbejdspartner i arbejdet med at skabe et godt skoleliv.
”Forældresamarbejdet er en af de helt vigtige nøgler i arbejdet med børnene. Derfor tilbyder vi også rådgivning til familien og mulighed for at ringe til skolen døgnet rundt. Det er vigtigt for os, at kommunikationen og familiesamarbejdet er trygt og personligt, så barnet får de bedste forudsætninger hos os,” forklarer Ingvald á Kamarinum.
”Alle udfordringer forsvinder selvfølgelig ikke som dug for solen, når man starter hos os. Der er stadig masser af bump på vejen. Men når et barn er startet her hos os, hvilket jo også indebærer en grundig visitation inden, så giver vi ikke op. Det har de her forældre jo oplevet masser af gange, at andre har gjort. Men sammen skal vi genfinde barnets eller den unges ressourcer og lyst til at lære og have det godt i et klassefællesskab,” fortæller Ingvald á Kamarinum.
Alle omkring den enkelte elev er vigtige, hvorfor skolen også lægger vægt på tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger og terapeuter, som sikrer, at alle aspekter i barnets udvikling – både fagligt, socialt og følelsesmæssigt – bliver taget i betragtning.
”På den måde skaber vi et læringsmiljø, hvor eleverne kan få den nødvendige støtte til at trives og udvikle sig,” fortæller Ingvald á Kamarinum.
Om Fjordskolen
- Fjordskolen blev grundlagt i 2000 med det formål at imødekomme behovene hos børn, der ikke trives i den almene skole, ofte på grund af diagnoser eller udfordringer eller trivsel.
- Det er primært børn med autisme/ADHD og angst. Der arbejdes miljøterapeutisk med børn i den skolepligtige alder.
- Skolen har et tæt samarbejde med både forældre og fagprofessionelle, herunder PPR og sagsbehandlere for at skabe et trygt og støttende læringsmiljø for eleverne.
- Skolen har plads til 48 elever.
- Der er 35 ansatte, herunder blandt andet lærere, pædagoger, terapeuter, en psykolog og administrativt personale.
Ildsjælenes holdeplads
”Jeg plejer at sige, at Fjordskolen er ildsjælenes holdeplads, når jeg skal beskrive vores arbejdsplads. Det er medarbejdere, der hver dag gør et virkelig stort stykke arbejde. Først og fremmest drevet af en stor omsorg for de her børn og unge. De er ildsjæle,” forklarer Ingvald á Kamarinum og fortsætter:
”Man giver også meget af sig selv, når man arbejder med det, vi gør, og når man vægter relationen højt. Det kan være hårdt og svært. Derfor er det også vigtigt, at vi fagligt er klædt godt på til det arbejde. Det faglige fundament skal være robust, så alle bliver uddannet, vejledt og superviseret,” konstaterer han og peger på, at skolen udover det miljøterapeutiske fundament, blandt andet arbejder ud fra psykodynamisk organisationsteori og psykodynamisk udviklingspsykologi.
Bruger de naturskønne omgivelser
Fjordskolen har fire afdelinger, der alle ligger naturskønt ved Isefjorden, og disse omgivelser benyttes aktivt i skolens arbejde. Blandt andet er der matematik på skemaet, når der bygges en tømmerflåde, biologi, når der fanges krabber og havbunden i Roskilde Fjord studeres flittigt. Eleverne har mulighed for at dykke, mens skolen også har sin egen sejlbåd, der udover at være en integreret del af hverdagen også tages i brug til den årlige sejlkoloni.
25 år giver mange succeshistorier
Fjordskolen har netop modtaget en flot tilsynsrapport, og det er selvfølgelig noget, som gør Ingvald á Kamarinum stolt. Men det, der giver den største stolthed har altid været at se eleverne rykke sig og at følge dem videre i livet og se, at de lever gode liv.
”Når man har øje for, hvad de børn og unge har med sig, så klarer de deres afgangseksamen i 9. eller 10. klasse virkelig flot. Og den største bonus for mig er at følge dem videre og se, hvordan de lever gode liv. Det er succeshistorier, og dem er der efterhånden en hel del af,” afslutter Ingvald á Kamarinum.
