LOS arbejder for veldrevne sociale tilbud, som leverer indsatser af bedst mulig kvalitet. Derved bidrager vi til trivsel og god livskvalitet for de børn, unge og voksne, som enten bor hos vores medlemmer, eller som på anden vis modtager deres ydelser.
LOS’ etiske forventningskatalog indeholder 10 konkrete etiske fordringer, som både forholder sig til den kvalitet, der skabes i de sociale tilbud, og til måden, vi samarbejder med andre aktører på.
I det etiske forventningskatalog beskrives, hvad LOS forstår ved høj kvalitet, og dermed også hvad der forventes af det enkelte medlem for at kunne være en del af fællesskabet i LOS.
Samtidig erkender vi, at der ikke findes endegyldige sandheder om kvalitet i socialt arbejde. De etiske forventninger må derfor også forstås som udtryk for en vilje til udvikling og til altid at blive bedre.