11 aktører i åbent brev til ministeren: Træk effektiviseringen af socialtilsynet tilbage

Effektiviseringen af socialtilsynet vil få alvorlige konsekvenser for anbragte børn og unge, skriver 11 aktører, heriblandt LOS, i et åbent brev til socialministeren, finansministeren og Folketingets socialordførere.

18. februar 2025

Af LOS

Regeringen har sammen med en række forligspartier indgået en aftale om en såkaldt effektivisering af socialtilsynene, der nu er sendt i høring.

LOS udtrykker sammen med 10 andre aktører en dyb bekymring for den spareøvelse, det reelt er, og frygter, at forslaget, hvis det gennemføres, vil få alvorlige konsekvenser for de børn og unge, der bor i plejefamilier eller på børne- og ungehjem.

I det åbne brev fremhæves blandt andet:

Vi har alle både hver for sig og samlet rejst vores bekymringer i den proces, der har været frem mod, at lovforslaget er sendt i høring, og vi ønsker igen sammen og åbent at rejse vores bekymringer for jer. Vi er dybt bekymrede for, at man med lovforslaget vil:

  • At man fjerner kravet om årlige tilsyn, så plejefamilier fremover alene skal have tilsyn hvert andet år, og børne- og ungehjem alene hvert tredje år.
  • At man ændrer scoren i kvalitetsmodellen til en binær score, hvormed man ikke kan se kvalitetsforskelle på de forskellige tilbud.
  • At man fjerner temaerne ’uddannelse og beskæftigelse’ samt ’selvstændighed og relationer’ fra kvalitetsmodellen, hvormed man igen viser de lave ambitioner på børnenes vegne.
  • At man gennem et fokus på whistleblowere lægger ansvaret på børn, unge, pårørende og medarbejdere for at sige fra, hvis noget er galt.

Læs det åbne brev på socialmonitor.dk: 11 aktører i åbent brev til ministeren: Træk effektiviseringen af socialtilsynet tilbage

Det åbne brev er underskrevet af disse 11 aktører:

Mads Roke Clausen, direktør for LOS
Fransiska Mannerup, Forperson for De Anbragtes Vilkår
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet
Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår
Bente Boserup, formand for Børnerådet
Peder Meisner, Generalsekretær, KFUM’s sociale arbejde
Sofie Hugo, Direktør for Børnehjælpsdagen
Hanne Dalsgaard, formand for FADD
Poul Erik Clausen, generalsekretær for Jysk Børneforsorg
Ebbe Wendt Lorenzen, generalsekretær for Livsværk
Pernille Gry Petersen, generalsekretær for Børnesagens Fællesråd

Høringssvar

LOS har netop afgivet høringssvar vedrørende aftalen. Læs det her: Høring vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov om Socialtilsyn