Boformen Gaia: Vi stiller støttende stilladser op om beboerne

Sidste gang, Boformen Gaia i Nordjylland fik en ny beboer, var i 2012. Siden da har de ti borgere, som bor her, været de samme. Og Bente Pedersen, lederen af stedet, har selv været ansat i 17 år. Flere af medarbejderne har tilsvarende lang anciennitet.

Med andre ord kender personalet både beboerne og hinanden rigtig godt. Det har betydning for samarbejdet, stemningen og ånden i det lille ’community’, som Bente Pedersen kalder Boformen Gaia. Det, håber hun, at gæster udefra også kan se og høre, når de besøger stedet.

”Vores arbejde bygger på fire værdier: Tillid, ansvar, respekt og dialog. Og det håber jeg, at man kan mærke i den måde, vi er sammen med vores beboere på – omgangstonen og den måde, vi taler med dem på, agerer med dem og hinanden, medarbejderne imellem og medarbejder-ledelse imellem. Vi ser meget individuelt på vores ti borgere, er anerkendende i vores tilgang, og vi taler om tingene – også det svære eller det, vi er uenige om,” siger Bente Pedersen, som er nyvalgt medlem i LOS’ bestyrelse.

Skal sikre alle et godt liv

Formelt set er Boformen Gaia et specialpædagogisk botilbud, som huser mennesker med mobilitets- og kommunikations-nedsættelse, udviklingshæmning og medfødt hjerneskade, fx Downs syndrom eller lidelser som spasticitet og epilepsi. Stedet er døgnbemandet, og til daglig indgår beboerne i aktiviteter og arbejde i det omfang, de har kompetencer og ressourcer til det.

”Generelt er alle vores beboere kognitivt udfordret og på et udviklingstrin på 2,5-6 år. Deres største udfordring er det sociale – at være i kontekst med andre mennesker på grund af deres hjerneskader,” forklarer Bente Pedersen.

Kerneopgaven i arbejdet med beboerne er først og fremmest at opfylde den handleplan, som den anbringende kommune har defineret.

”For de fleste af vores beboere handler det om at sikre, at de lever et godt liv, og at de vedligeholder deres færdigheder, så de kan gøre det, de kan, så længe som muligt. Det er ikke alle, som kan udvikle sig, men jo større forståelse, vi som personale har for, hvordan vi kan hjælpe dem, desto længere kan de nå,” siger hun og giver et eksempel:

”Vi har en beboer, som hjælper til i køkkenet. Til hende kan vi ikke bare sige: ”Lav en salat”. Her er det vigtigt, at vi finder kniv og skærebræt frem, og så kan hun selv vælge, om hun vil skære tomat eller agurk.”

Generelt, forklarer Bente Pedersen videre, har mange beboere problemer med at skabe overblik og lære af erfaring.

”Hvis du siger til mig tre gange: ”Sådan gør vi”, har du en forventning om, at fjerde gang ved jeg det og kan gøre det selv. Sådan er det ikke her. Derfor skal personalet sætte stilladser op og guide beboerne i det daglige.”

“Det ligger bare i DNA’et”

Det er her, at både den værdibaserede og neuropædagogiske tilgang kommer ind i billedet.

”Udgangspunktet er, at vi har tillid til, at beboerne gør det bedste, de kan. Så hvis en beboer er udadreagerende eller selv-skadende, skyldes det udfordringer, vedkommende ikke selv magter. Her er det vores opgave at undersøge, hvad vi kan gøre for at hjælpe ved at se det enkelte menneske. Men som en medarbejder, som har været her længe, sagde forleden, så er det svært at forklare, fordi ”det bare ligger i DNA’et”. Derfor har vi også medarbejdere, som er ’værdipiloter’. De skal holde vores værdier i hævd, og vi taler løbende om, hvordan vi kan se dem i hverdagen, fx ved at læse vores egne journaler og diskutere, om man kan se vores værdier i det, vi skriver,” siger Bente Pedersen.

Den neuropædagogiske tilgang tager afsæt i en neuroscreening af hver enkelt beboer, som giver et billede af ressourcer og begrænsninger. Og alle medarbejdere er internt uddannet i metoden.

”Nogle beboere er fx meget detaljefikserede, andre har brug for hjælp til personlig pleje. Og nogle har brug for at føle sig meget trygge, når vi skal et sted hen, så vi gennemgår hjemmefra, hvor vi skal hen, hvad der skal ske, hvem beboeren er sammen med, hvem der følger på toilettet osv. På den måde arbejder vi med den enkeltes ressourcer og dysfunktioner og sætter stillads op som støtte, hvor der er brug for det. Vi lægger også stor vægt på at tage ansvar som personale for fx misforståelser ved at anerkende deres forvirring, så de ikke føler sig forkerte eller skamfulde: ”Det er fordi, vi har lavet en fejl”,” fortæller Bente Pedersen.

Arbejder med psykologisk tryghed

I det hele taget er fagligheden i højsædet på Boformen Gaia. Ud over Bente Pedersen, der er daglig leder med det overordnede ansvar for driften, har stedet også en faglig leder, som medarbejderne kan søge sparring hos om faglige spørgsmål, og som også står for alt skriftligt materiale, der sendes ud af huset. Det sikrer, at det faglige indhold har en ensartet kvalitet. Og så giver det medarbejderne mere tid sammen med beboerne.

”Vi udvikler os løbende fagligt og tager al uddannelse sammen to-tre dage om året for at sikre, at alle får den samme viden. Det kan fx være i mentalisering eller psykologisk tryghed, som vi lige er gået i gang med et forløb om med støtte fra Velliv Foreningen.”

Temaet om psykologisk tryghed er nødvendigt af flere grunde, mener Bente Pedersen.

Høj faglighed smitter

Ambitionen om en høj faglighed kommer også fra toppen i organisationen, er Bente Pedersen overbevist om. Derfor holder hun sig selv fagligt opdateret, deltager fx i faglige netværk, følger samfundsudviklingen og reflekterer over, om Boformen Gaia følger med tiden.

”Når jeg udvikler mig som menneske og fagligt – de to kan jeg ikke adskille hos mig selv – så smitter det af på resten af organisationen, og jeg skal jo kunne stå inde for det, vi gør her. Derfor matcher vores værdier også med mine personlige værdier,” siger hun.

Bente Pedersen tager også gerne kampen med fx tilsynene, hvis hun oplever urimeligheder og har fagligt belæg for det. Og hvis personalet har gentagende udfordringer med nogle beboere, som de ikke lykkes med at løse, rækker hun ud til Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation VISO, fordi det kan kvalificere den faglige indsats.

”Vi er ikke bange for at høre, hvad andre mener, og vi er netop nu ved at afslutte et VISO-forløb med en kvindelig beboer hos os, som har udfordringer med at stå op om morgenen. Vi har prøvet alt og har haft en mistanke om, at hun måske havde angst, som gjorde, at hendes seng var et safe space. Det har vi fået bekræftet gennem VISO-forløbet, så nu har vi meget bedre mulighed for at hjælpe hende, fordi vi ved, hvad der er på spil.”

Skal Bente Pedersen pege på dilemmaer og større udfordringer i arbejdet, ligger de stort set alle uden for huset

”Når Styrelsen for Patientsikkerhed fx vil gøre samme regler gældende hos os som på sygehusene, må jeg gøre opmærksom på, at vi ikke arbejder med patienter, men med mennesker, som bor her. Det er deres eget hjem, vi er i. Det opleves som en udfordring, når vores rammer omdefineres, og vi savner medindflydelse – at blive hørt, forstået og respekteret for vores faglighed,” siger Bente Pedersen og fortsætter:

”Vi oplever fx også udfordringer med MitID, som mange af vores beboere er fritaget for. Det gør mange ting rigtig besværlige for både beboeren, de pårørende og os, og det er frustrerende ikke at kunne hjælpe. Et andet dilemma kan være, at vi skal kunne dokumentere, at beboerne får den korrekte medicin, men at vi som pædagoger ikke må få ’se-adgang’ til det Fælles Medicin Kort (FMK) og derfor ikke har garanti for, at der står det samme på vores lokale medicinliste som i FMK.

En utrolig solstrålehistorie

Adspurgt om, hvad hun ser som et af de tydeligste tegn på, at Boformen Gaia gør det særligt godt, svarer Bente Pedersen:

“At beboerne trives og gerne vil blive boende, at vi har glade pårørende og værger, at vi har medarbejdere, som har været her i 10-15 år, og at vi lykkes med ting. Vi har fx en beboer, som tidligere var voldsomt udadreagerende. Hvis hun skulle til tjek hos lægen, raserede hun næsten hele klinikken. Men vi har virkelig arbejdet med hende, og når vi nu forbereder hende på, hvad hun skal, er der ingenting. Vi har ændret vores tilgang og stiller ikke højere krav, end hun kan honorere. Det er en utrolig solstrålehistorie.”