Debatindlæg: Hvad gør vi, hvis ingen vil arbejde med de svageste?

I dag har vores direktør, Mads Roke Clausen, et debatindlæg i Jyllandsposten sammen med Stefan Hermann, Rektor på Københavns Professionshøjskole, og Benedikte Kiær, Borgmester i Helsingør.

Du kan læse debatindlægget på Jyllandspostens hjemmeside her

Resume af debatindlægget

I morgen er der frist for ansøgninger til kvote 2, og frygten er at pædagogstudiet igen får færre ansøgninger end sidste år. For færre studerende giver færre faguddannede pædagoger, som vi har et stort behov for på det specialiserede socialområde. Der mangler medarbejdere til anbragte børn og voksne med et handicap, hvis hjem er et bo- eller opholdssted.

Kampen om medarbejdere er et vilkår, vi skal vænne os til i en tid, hvor antallet af danskere i den erhvervsaktive alder falder, mens antallet af børn og ældre stiger. Problemet er, at manglen på kvalificeret arbejdskraft for det første giver dårligere hjælp til de mest sårbare i vores samfund, og for det andet er dårligt for den kommunale, regionale og private økonomi, hvor løsningerne kun bliver dyrere af, at socialt udsatte ikke får den rette hjælp fra begyndelsen.

Derfor skal vi forbedre uddannelserne og deres ry, både så de bliver attraktive at søge, og så de kandidater, der kommer ud, har de rette kompetencer. Vi skal samtidig prioritere ressourcer til god ledelse og arbejdsmiljø, og vi skal ikke mindst prioritere ressourcerne der, hvor der er størst behov.

Læs debatindlægget i sin fulde længde her

Alle taler om mangel på arbejdskraft i den offentlige sektor. Der er nok af spektakulære enkeltsager at sætte på avisernes forsider. Og som forventet er der magtfulde lobbyorganisationer, der råber vagt i gevær, når deres medlemmer kommer i klemme.

Men rekrutteringsudfordringer er et vilkår, der gælder for hele arbejdsmarkedet, også den ikke-offentlige del af det specialiserede socialområde. For der mangler medarbejdere til anbragte børn og voksne med et handicap, hvis hjem er et bo- eller opholdssted. Og kampen om medarbejdere er et vilkår, vi skal vænne os til i en tid, hvor antallet af danskere i den erhvervsaktive alder falder, mens antallet af børn og ældre stiger.

Problemet er, at manglen på kvalificeret arbejdskraft for det første giver dårligere hjælp til de mest sårbare i vores samfund og for det andet er dårligt for den kommunale, regionale og private økonomi, hvor løsningerne kun bliver dyrere af, at socialt udsatte ikke får den rette hjælp fra begyndelsen.

Fag som pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske tales i vidt omfang ned, og arbejde med de allermest sårbare i vores samfund anerkendes ikke som værdifuldt

I de seneste mange år er prestige og agtelse svækket i de uddannelser, der burde omtales med den største respekt. Fag som pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske tales i vidt omfang ned, og arbejde med de allermest sårbare i vores samfund anerkendes ikke som værdifuldt. Og nej – samtalen handler ikke kun om løn. Langtfra. Den handler også om tilgangen til faget. Fortsætter udviklingen, vil de svagest stillede skulle hjælpes af medarbejdere med ingen eller alt for lidt uddannelse. Det udfordrer vores velfærdssamfund.

Det er en central del af fortællingen om, hvorfor vi overlader vores nærmeste til andre, at vi forventer høj faglighed både i børnehaven og på bostedet for den voksne med et handicap. Alligevel har vi fået talt fagene helt i bund. Det har været medvirkende til et markant fald i antallet af ansøgere til de store professionsuddannelser og et stigende frafald – både under uddannelse og efter kort tid i faget. Og det i et fag, hvor erfaring og personlige kompetencer er et vigtigt element i den faglighed, man tager med sig i sit daglige arbejde.

De massive rekrutteringsproblemer udfordrer kvaliteten, der igen udfordres af mangel på arbejdskraft, vikarer og ufaglærte medarbejdere – eller faglærte medarbejdere uden erfaring og solide personlige kompetencer.

Vi er derfor nødt til at se alvorligt på fødekæden til faggrupperne på socialområdet, der starter allerede på ungdomsuddannelserne. Tag nu det almene gymnasium, hvor det er muligt at vælge fag som filosofi og psykologi, der i høj grad er en forsmag på den universitetsuddannelse, som mange studenter stiler efter. Der bør måske kunne arbejdes med f.eks. ”socialt arbejde og frivillighed” eller ”sundhed og sygdom”. Ikke for at opstille reklamesøjler for professionsuddannelserne, men for også at åbne den verden for eleverne på det almene gymnasium, der i princippet er studieforberedende og ikke universitetsforberedende.

Det kan også tænkes, at det ikke er som nybagt student, at man føler sig klar til at arbejde med sårbare mennesker. Men måske finder man i slutningen af 30’erne ud af, at man er havnet på den forkerte hylde og har lyst til at komme ud at gøre en direkte forskel for mennesker i sårbare positioner. Også her bør politikere og arbejdsmarkedets parter skabe mere fleksible veje for, at man kan lave et sporskifte i sit arbejdsliv. Det har man i en årrække gjort, når det handler om ufaglært til faglært. Hvorfor ikke også til det sociale område?

Høj kvalitet handler også om veluddannet og kompetent ledelse med fokus på supervision og løbende efteruddannelse. Der er fire gange så stor risiko for at få en arbejdsskade som socialarbejder end på resten af arbejdsmarkedet. Og det er ikke just fremmende for motivation til uddannelse eller fastholdelse i jobbet.

Vores forslag er forbedring af uddannelserne og deres ry, prioritering af ressourcer til god ledelse og arbejdsmiljø og en familiepolitik, der prioriterer ressourcerne der, hvor der er størst behov.

Vi skal i fællesskab vise, at faget som socialarbejder er meningsfuldt og givende, så flere søger ind på professionsuddannelserne og ikke mindst bliver i faget. Det betyder, at der er behov for en bedre finansiering af uddannelserne, prioritering af praksisnær forskning, at praktikken styrkes og ikke mindst, at samarbejdet med kommuner og sociale aktører intensiveres for at sikre, at de nyuddannede er bedre rustet til arbejdet på f.eks. bo- og opholdssteder.

Arbejdsmiljøet er afgørende for at fastholde kompetente medarbejdere, særligt i arbejdet med børn, unge og voksne, der har udfordringer, der gør, at de kan reagere meget voldsomt på deres omgivelser. Vores mål er ikke bare at bede om flere penge. Vores mål er at sikre kvalitet. En model til at finde gode løsninger kan være at lave forsøg med sociale investeringer i et bedre arbejdsmiljø. For hvor mange penge kan vi kanalisere til god ledelse og efteruddannelse, hvis arbejdsmiljøet forbedres?

Et fornyet fokus på en familiepolitik, hvor familien tager omsorgsopgaver tilbage, så vi kan sikre medarbejdere til f.eks. bo- og opholdssteder, bliver en nødvendighed i en fremtid, hvor demografien alene gør, at der bliver færre til at løfte omsorgsopgaver for flere.