Analyse viser høj kvalitet på krisecentre

25. november 2022 har vores direktør, Mads Roke Clausen, et debatindlæg med i Altinget. Du kan læse det på Altingets hjemmeside, eller nedenfor, hvor vi bringer det i sin fulde længde.

I Danmark har man som kvinde ret til at få hjælp på et krisecenter, hvis man udsættes for vold af sin partner. Vold kan føre til partnerdrab. Det har vi allerede set 12 gange for meget gennem de senere år. De 81 kvindekrisecentre, der er i Danmark, løfter derfor en helt essentiel samfundsopgave. De er i dag den eneste lovsikrede ret til hjælp for kvinder og børn udsat for vold i hjemmet, fordi den ambulante rådgivning og behandling, flere organisationer tilbyder, trods mange års arbejde herfor, stadig ikke er sikret ved lov.

Der er derfor grund til at være taknemmelig for det store arbejde, kvindekrisecentrene yder hver dag. Igennem de senere år har der været et kritisk fokus på en ny type kvindekrisecentre, der er etableret under en selskabsform, der gør det muligt at trække overskud ud af indsatsen. Det har medført kritik, både politisk og fra aktørfeltet. I debatten er faglighed og økonomi blevet opstillet som modpoler, ligesom krisecentre, der er organiseret som et privat ejet krisecenter (fx et ApS), synes at blive mistænkeliggjort alene grundet deres organisering, uden at der er foretaget egentlige undersøgelser af fagligheden og kvaliteten på krisecentrene.  

Opmærksomheden på økonomisk gevinst på drift af et krisecenter er absolut relevant. Krisecentre arbejder ud fra et selvmøderprincip, der betyder, at voldudsatte har ret til hjælp på et krisecenter uden henvisning fra den kommune, der skal betale for opholdet. Det er alene lederen af krisecentret, der vurderer, om den pågældende er inden for målgruppen, herunder hvor længe der er behov for et ophold på krisecentret. Og derfor skal vi være nysgerrige på kvaliteten.

Hvordan står det til?

Men hvordan står det så til med kvaliteten på kvindekrisecentrene? Og er der forskel på kvaliteten alt efter, om det er en fond, en forening eller private, som står bag?

I Danmark er det Socialtilsynet, der gennem kvalitetsmodellen er sat til at sikre kvaliteten på de forskellige sociale tilbud. Tilsynsrapporterne er derfor den bedste vej, vi har til at undersøge, om der er forskel på kvaliteten på krisecentre alt efter deres selskabsform. Derfor bad LOS i september om aktindsigt i tilsynsrapporterne for alle landets kvindekrisecentre, og har på baggrund af rapporterne udarbejdet en analyse af kvaliteten på tværs af forskellige virksomhedsformer, jf. tabel 1.

Jeg kan afsløre, at det står godt til. Nedenstående tabel viser de gennemsnitlige temascorer på tværs af virksomhedsformerne. Rækken “Samlet” er gennemsnittet af de syv temascorer, og de resterende rækker refererer til temaerne 1-7.  

Tabellen tegner et klart billede af, at ingen virksomhedsformer konsekvent præsterer over eller under gennemsnittet, og at variationen inden for de enkelte temaer er meget lille for de forskellige selskabsformer. Men samlet set leverer fonde, selvejende og private krisecentre en lidt højere kvalitet end de kommunale krisecentre. Der er derfor ikke belæg for at hævde, at private krisecentre går på kompromis med kvaliteten og fagligheden for at trække profit ud af virksomheden.  Til gengæld kan vi konkludere, at krisecentrene i Danmark generelt har en høj kvalitet. Og tak for det.

Kvaliteten er og skal være høj

Når man som socialt tilbud, og herunder kvindekrisecentre, opererer for offentlige midler og samtidig har et formål, hvor man skal hjælpe, rådgive og behandle de mest sårbare og udsatte børn og voksne i samfundet, er det afgørende, at de midler man modtager, anvendes til gavn for de mennesker, man skal hjælpe. Samtidig er det nødvendigt for at kunne sikre hjælpen, at man som socialt tilbud kan sikre en økonomisk bæredygtighed, så man ikke risikerer at måtte lukke til skade for dem, man skal hjælpe. Dette uanset hvilken måde man er organiseret på. Vigtigst af alt er dog, at en høj kvalitet og faglighed er til stede.

At de private krisecentre leverer høj kvalitet, er en central konklusion og et vigtigt input i den relevante politiske drøftelse af, hvorvidt det skal være muligt at organisere tilbud under servicelovens § 109 og § 110 med et selvmøderprincip. Det er ydermere vigtigt, at der også er fokus på innovation i ydelser og en hensigtsmæssige geografisk spredning af krisecentrene, således at der er hjælp at hente, uanset hvor man bor i landet. At sikre opfyldelse af disse elementer forudsætter, at vi har et stærkt velfærdsmix, med leverandører fra både den offentlige, civile og private sektor – og at der er fokus på kvaliteten, uagtet hvilken selskabsform, der er leverandør.