Stor donation skal styrke beboernes indflydelse i socialpsykiatrien

Psykiatrifonden har modtaget en donation på 13,25 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til et ambitiøst projekt, der skal øge beboernes medinddragelse og forbedre kvaliteten i socialpsykiatrien. LOS er samarbejdspartner på projektet og skal i de kommende år være med til at udvikle et nyt undervisningsprogram, som kan ruste medarbejdere på botilbud til en bedre dialog med beboerne om, hvordan de reelt har det, og hvad de har brug for.

17. december 2025

Af LOS

Projektet, der har fået navnet KOMPAS, skal udvikle et nyt undervisningsprogram og værktøjer til medarbejdere i sociale tilbud med støtte, så de i højere grad kan inddrage beboernes egne oplevelser og ønsker i den socialfaglige indsats.

Med KOMPAS ønsker Psykiatrifonden at skabe en ramme, hvor beboernes stemme aktivt påvirker retningen for deres daglige støtte og rehabilitering. Undervisningsprogrammet skal ruste medarbejdere til at føre en mere nuanceret dialog med beboerne – også de, der bor i eget hjem og lever med psykisk sårbarhed – om deres faktiske behov og mål.

Projektet løber i fire år fra 2026 til 2030, og i første fase fokuseres der på udvikling af undervisningsindhold og tekniske løsninger i samarbejde med centrale aktører på området.

Blandt samarbejdspartnerne er LOS, Selveje Danmark, Kompetencecenter for Recovery samt forskningscentret CARMEN ved Psykiatrisk Center Glostrup.

Læs mere: Donation skal øge beboeres indflydelse i socialpsykiatrien | Psykiatrifonden