Når man brænder ud af omsorg

Omsorgstræthed kommer, fordi man som medarbejder løber tør for empati. Man kan brænde af at bruge sig selv som redskab,” siger Anne-Mette Sohn Jensen, der er pædagog, kandidat i pædagogisk psykologi, og som lige nu skriver på en ny bog om begrebet omsorgstræthed.

I 2015 udkom hun med bogen ”Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag”. Og for under et år siden udkom hendes seneste bog ”Arousal & Compassion – når der er brug for en specialpædagogisk indsats”. Fra begge bøger går der en lige linje frem mod den næste bog, der handler om risikoen for at brænde ud, når man bruger sig selv i det pædagogiske arbejde.

”Jeg startede i sin tid med at skrive speciale og senere en bog om sensitive børn. Børn, der mærker verden, som reagerer voldsomt på den og har svært ved at sortere i alle de indtryk, de får. Jeg blev herefter optaget af at forstå, hvorfor nogle børn har en anden og nogle gange problemskabende adfærd, og hvordan vi kan hjælpe dem.  Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at dykke mere ned i metoderne Low arousal og compassion og skrev en bog om det,” siger Anne-Mette Sohn Jensen og fortsætter:

”Min personlige motivation kommer oprindeligt fra, at jeg har en søn, som havde en udadreagerende adfærd, var meget sensitiv og reagerede meget på det, han var i. Han er i dag diagnosticeret med autisme. Så motivationen kommer fra forsøget på at forstå ham og hans adfærd, og hvordan man kan skabe rammer sådan, at han bedre kan være, som han er, der hvor han er.”

Træt af empati

En af pointerne i bogen ”Arousal & Compassion” er, at for at give omsorg i pressede og belastende situationer, er man nødt til også at udvise self compassion eller egenomsorg. I den nye bog tager Anne-Mette Sohn Jensen så fat på begrebet omsorgstræthed, som er tæt knyttet til netop det at bruge sig selv aktivt som redskab i den pædagogiske praksis. Noget hun også selv har mærket som pædagog.

”Jeg kan ikke selv være i praksis. Jeg har oplevet at blive alt for følelsesmæssigt involveret. Jeg var eksempelvis i en børnehave med en dreng, der mistede sin mor, og jeg blev meget involveret. Jeg havde svært ved at finde mine grænser. Og det kunne jeg mærke kostede kræfter følelsesmæssigt, og jeg var nødt til at finde ud af, hvordan jeg passede på mig selv for ikke at blive ramt af omsorgstræthed, siger Anne-Mette Sohn Jensen.

Som en del af arbejdet med bogen om omsorgstræthed har Anne-Mette Sohn Jensen arbejdet med en definition af begrebet, der er beslægtet med udtrykket ”Compassion fatigue”, som den amerikanske professor i psykologi Charles Figley er ophavsmand til. Men det amerikanske begreb kan ikke direkte oversættes til dansk, mener Anne-Mette Sohn Jensen.

Hun forstår omsorgstræthed som udtryk for, at man løber tør for empati og ikke længere er i stand til at bruge sin empati i arbejdet. Og uden empatien kan man ikke arbejde pædagogisk med mennesker, mener Anne-Mette Sohn Jensen.

”Der findes to former for empati. Den ene form er ”kognitiv empati”, som handler om at forstå, hvordan andre mennesker har det og tænker. Den anden form er ”emotionel empati”, som handler om, at man mærker den samme følelse som andre. Man mærker den samme vrede, indignation eller nederlag.  Begge typer empati er i spil, når det handler om både risikoen for omsorgstræthed og vejen til at undgå det,” siger Anne-Mette Sohn Jensen og uddyber:

”Når man hele tiden tager andres følelser på sig og mærker følelserne på egen krop, som var de ens egne, så risikerer man at løbe tør for empati. Hvorimod har man fokus på, at det ikke handler om mig, men at jeg skal hjælpe dig, altså den kognitive empati, så er det mindre belastende. Derfor er compassion også et værn mod omsorgstræthed, fordi compassion handler om at føle med, frem for at føle som,” siger Anne-Mette Sohn Jensen.

Brug for åbenhed

Anne-Mette Sohn Jensen ser det mere kendte begreb ”udbrændthed” som en del af omsorgstrætheden. Udbrændthed er, ligesom omsorgstræthed, ikke en klinisk diagnose, men begge dele dækker over en følelsesmæssig og mental nedslidning, som ikke nødvendigvis er det samme som stress eller viser sig på samme måde som stress.

”Omsorgstræthed kan muligvis føre til stress. Men vi kender ikke årsagssammenhængene. Stressen kan være måden, vi opdager det, fordi der er nogle kliniske symptomer, som bliver tydelige. På samme måde kan forråelse også være et udtryk for omsorgstræthed. Så vil man være opmærksom på omsorgstræthed, så skal man se efter nogle af de samme tegn som ved stress og forråelse. Det kan være personale, der glemmer sine opgaver, ligegyldighed eller en hård tone over for borgerne, eller at der kommer flere sygemeldinger blandt de ansatte,” siger Anne-Mette Sohn Jensen.

Helt at undgå risikoen for omsorgstræthed kan man ikke, ifølge Anne-Mette Sohn Jensen . Men man kan begrænse den og forhindre den i at udvikle sig til forråelse og stress, der både rammer den enkelte medarbejder, kollegerne og ikke mindst de borgere, man er sat til at yde omsorg for.

Forudsætningen for, at man kan sætte ind mod omsorgstrætheden, er dog ifølge Anne-Mette Sohn Jensen, at man åbent erkender, at omsorgstræthed kan ramme alle.

”Pædagogisk arbejde er relationsarbejde, så man er selv rigtig meget i spil. Nogle steder siger man, at man ikke bruger følelserne i arbejdet. Man sætter ulighedstegn mellem følelser og det at bruge sig selv. Men det er forkert. Når man bruger sig selv som redskab, så kan man ikke undgå også at blive følelsesmæssigt påvirket ind i mellem, og man tager måske episoder med hjem, fordi man ikke kan slippe det. Så hvordan snakker vi om det? Det skal være legalt at tale om omsorgstræthed. Ellers rykker det ud i krogene, hvor det ikke hører til,” siger Anne-Mette Sohn Jensen, der nævner den øvelse, krisepsykologen Rikke Høgsted i sin bog ”Belastningspsykologi” har kaldt ”Fiskerbænken”.

”Man kan sidde ved siden af sin kollega og spørge: ”Hvad fylder hos dig lige nu?’” Så fortæller kollegaen om alt, hvad der fylder, så man får det ventileret og ud af systemet. Kollegaens opgave er at lytte, ikke vurdere eller begynde at fikse det. Og når man har talt færdig, siger kollegaen: ’Tak, fordi du fortæller det, og så går man”.

Selvom den kollegiale dialog er vigtig, så er det også vigtigt med en formaliseret metode til at få skabt dialogen om omsorgstrætheden, mener Anne-Mette Sohn Jensen.

”Det er vigtigt, at lederen skaber et fælles rum for teamet til en organiseret samtale om de følelsesmæssige krav, som jobbet stiller til den enkelte, så den enkelte medarbejder kan blive mødt af forståelse og accept af, at de bliver følelsesmæssigt påvirkede. At de kan nå et punkt, hvor de ikke har mere at give af,” siger hun.

Omsorg for sig selv

Men man kan ifølge Anne-Mette Sohn Jensen ikke kun overlade ansvaret til kolleger og ledere. Det at yde omsorg mod sig selv er en forudsætning for, at man som professionel kan yde omsorg i et langt arbejdsliv. For omsorgstræthed er ikke kun noget, der kan ramme de andre.

”Det er helt afgørende at vise sig selv omsorg.  Men det er svært. Langt sværere end at vise andre omsorg. Men man er nødt til at se sig selv som en del af et hold og være bevidst om, at man ikke er den eneste, der har det sådan,” siger Anne-Mette Sohn Jensen.

Hun har selv brugt en særlig teknik til at fremkalde egenomsorgen hos andre.

”Jeg ynder at spørge: Hvis du tænker på en kollega eller en veninde, som har lavet en fejl, hvor de ikke har levet op til deres egne forventninger. Hvad vil du så sige til dem?  Her siger de fleste jo, at så har de lyst til at give et kram og spørge ind til, hvordan den anden har det. Så vender jeg den om og siger: Nu er det dig, der har lavet en fejl i en situation, du ikke kunne håndtere. Så griner folk, for så er det ikke helt det samme. Så siger de til sig selv, at det må de gøre bedre næste gang. Så det er som om, mange synes, at der er helt særlige krav til dem. Men man skal se sig selv udefra og erkende sin egen sårbarhed,” siger Anne-Mette Sohn Jensen og slutter:

”Man kan gøre både sig selv, men navnlig også sine kolleger en tjeneste ved at sænke krav og forventninger til hinanden og erkende, at vi alle gør det så godt, vi kan”.

Denne artikel blev første gang bragt i Gi’ LOS nr. 1 2022