Nyt temaforløb: Senfølger efter seksuelle overgreb
Når børn og unge udsættes for seksuelle overgreb, kan det give alvorlige psykiske, sociale og fysiske senfølger langt ind i voksenlivet.
VISO tilbyder nu et nyt temaforløb, der giver fagpersoner et solidt vidensgrundlag og praksisnære redskaber til at møde borgere med senfølger efter seksuelle overgreb på en tryg, respektfuld og professionel måde. Forløbet sætter fokus på sammenhængen mellem overgreb og senfølger, borgerens møde med systemet samt fagpersoners egne reaktioner og handlemuligheder.
Temaforløbet er gratis, foregår lokalt hos jer og henvender sig til ledere og medarbejdere i kommunale myndigheder og tilbud, der ønsker at styrke deres faglige tilgang i arbejdet med en kompleks og sårbar målgruppe.
Det praktiske
- Du kan henvende dig til VISO om at få dette temaforløb, hvis du er leder og ansat i en kommunal myndighed eller leder af et tilbud.
- Ligesom VISOs andre ydelser er forløbet gratis. Forløbet gennemføres med minimum ti deltagere.
- Indholdet er overordnet lagt til rette, men kan i nogen grad tilpasses jeres praksis i dialog med den VISO-specialist, der varetager forløbet.
Læs mere: Temaforløb: Senfølger efter seksuelle overgreb | Social- og Boligstyrelsen