Sammen om Handicap
I sidste uge var der møde i Sammen om Handicap, hvor der blandt andet var en temadrøftelse af snyd, svigt og ikke-godkendte tilbud. Her gentog LOS de 10 forslag om værn for kvalitet og mod svindel, som LOS har stillet.
Direktør Mads Roke Clausen og politisk chef Trine Schaldemose, der som de eneste repræsenterer både selvejende og private tilbud i partnerskabet, gentog blandt andet de 10 forslag om værn for kvalitet og mod svindel, LOS har stillet.
LOS’ forslag handler om alt fra at stille krav om autorisation af ledere på sociale tilbud, stille krav til revisorer om den lovpligtige forvaltningsrevision og stille krav til den kommunale visitation og det personrettede tilsyn.
LOS er optaget af, at de politiske initiativer, der forhandles i den kommende tid, reelt kommer til at forebygge svindel. Derfor skal forslagene stille krav til gennemsigtighed og kvalitet på tværs af ejerformer, da svindel kan ske på alle former for tilbud.
Næste møde i Sammen om Handicap er til oktober.
LOS’ 10 forslag
- Stil krav om autorisation af ledere på sociale tilbud. Autorisation opnås gennem en ECTS-pointgivende efteruddannelse i ledelse, økonomi og modarbejdelse af forråelse på en professionshøjskole. Socialtilsynet skal have mandat til at fratage autorisationen.
- Stil krav til bestyrelser om såvel faglighed som governancestrukturer.
- Stil krav om gengodkendelse af et socialt tilbud, hvis et flertal af bestyrelsens medlemmer fratræder.
- Karantænereglerne bør udvides til også at gælde bestyrelsesmedlemmer, og der bør etableres et nationalt register over såvel ledere som bestyrelsesmedlemmer, der har fået karantæne.
- Stil krav om, at alene godkendte revisorer må lave revision på sociale tilbud. Stil krav om at revisorer skal føre den lovpligtige forvaltningsrevision, hvor de blandt andet skal teste sparsommelig anvendelse af midler.
- Styrk det økonomiske tilsyn med fysiske besøg og lav vejledning til det økonomiske tilsyn.
- Forbyd anvendelse af ikke-godkendte tilbud og giv godkendte tilbud mulighed for at få forhåndsgodkendt et antal akutpladser, der på denne måde vil være i fagligt og fysisk forsvarlige omgivelser. Lav en indfasning på et år for at sikre opbygning af kapacitet på godkendte tilbud.
- Stil krav til kommuner om fagligt kvalificeret visitation, således at mennesker visiteres til det rette tilbud.
- Stil krav til kommuner om at føre det lovpligtige personrettede tilsyn på både børne- og voksenområdet.
- Styrk Tilbudsportalen, så den giver et retvisende overblik over godkendte tilbud.