Den socialpolitiske redegørelse understreger behovet for ikke-offentlige tilbud 

Som ikke-offentligt tilbud på det specialiserede socialområde skal man i disse år lægge ører til lidt af hvert.

De stigende udgifter på botilbudsområdet og sagerne om kriminelle, der udnytter systemet og udsatte mennesker for egen vinding, har med rette affødt et behov for politisk handling og øget regulering. Desværre bliver der i den forbindelse fra politisk hold malet fjendebilleder af særligt de private aktører, som tages til indtægt for både de stigende udgifter og de alvorlige problemer med kriminalitet. Det er ikke alene uretfærdigt, det kan også vise sig at blive direkte skadeligt for indsatserne på området.   

Den nye socialpolitiske redegørelse for 2025 understreger tydeligt, hvor vigtig en rolle ikke-offentlige tilbud spiller, og hvor stort et behov der er for dem. Det bør folketingsmedlemmerne og landets kommuner skrive sig bag øret og have in mente, både når taksterne i den nye taksmodel skal fastlægges og i den igangværende debat om et potentielt profitloft. 

Når kommunerne mangler pladser, træder de ikke-offentlige til 

Redegørelsen konkluderer, at hovedparten af de seneste års stigende udgifter skyldes, at kommunerne i højere grad køber pladser på ikke-offentlige botilbud. Omkring 75 procent af den samlede udgiftsstigning vurderes at være drevet af stigende udgifter til ikke-offentlige tilbud, særligt de længerevarende botilbud (figur 1.11).  

Men det afgørende spørgsmål er hvorfor.  

Den socialpolitiske redegørelse peger på, at forklaringen på de stigende udgifter først og fremmest skal findes i udviklingen i borgernes behov og i den måde, kapaciteten på området har udviklet sig på.  

Antallet af mennesker på længerevarende botilbud er fra 2019 til 2024 steget med syv procent, og antallet af mennesker på midlertidige botilbud er steget med 11 procent (figur 4.5 og 4.6). I samme periode er antallet af kommunale pladser faldet med 13 procent (figur 4.13).  

Derfor giver det mening, at kommunerne i stigende grad køber pladser hos ikke-offentlige tilbud. Og for LOS er det tydeligt, at de ikke-offentlige tilbud altså ikke er årsagen til udviklingen, men svaret på den.  

Nok er der frietableringsret på socialområdet, men et tilbud overlever ikke uden kommunale kunder. De ikke-offentlige tilbud er her altså fordi, der er behov for dem. Udviklingen viser, at kommunerne har truffet valg om ikke selv at imødekomme det stigende behov for længevarende botilbud, for i stedet at købe sig til den nødvendige kapacitet.   

Højere priser afspejler højere kompleksitet 

Et centralt resultat i redegørelsen er, at enhedsudgifterne på private botilbud ligger højere end på kommunale tilbud. På de længerevarende botilbud var de gennemsnitlige individuelle enhedsudgifter i 2023 omkring 1,8 mio. kr. på private tilbud mod cirka 860.000 kr. på kommunale tilbud (figur 4.18). 

Det tal vil uden tvivl blive brugt i debatten om både takstregulering og profitloft. 

Men redegørelsen peger samtidig på en væsentlig forklaring: Borgerne med de højeste enhedsudgifter er overrepræsenterede på de private tilbud og har generelt de mest komplekse støttebehov. Personer med de højeste enhedsudgifter er i markant højere grad borgere med handicap, komorbiditet og kombinationer af diagnoser som udviklingshæmning, autisme og epilepsi (figur 4.28). Samtidig viser redegørelsen, at netop disse borgere er overrepræsenterede på regionale og private tilbud.   

Det understøttes desuden af en tidligere VIVE-undersøgelse fra 2022, hvor kommunale fagchefer angiver, at de oftere køber højt specialiserede pladser til borgere med handicap og sindslidelser hos private og regionale leverandører.   

Når priserne er højere, kan det derfor ifølge LOS ikke uden videre tolkes som et tegn på ineffektivitet eller overbetaling. Det er et udtryk for, at de private tilbud ofte løfter de mest komplekse opgaver.  

En udfordring for den kommende takstmodel 

Det giver anledning til eftertanke i arbejdet med udformningen af takstmodellen. 

En grundlæggende udfordring er, at mange af de tilbud, kommunerne køber hos ikke-offentlige aktører, simpelthen ikke findes i kommunalt regi. Kommunerne vælger netop de ikke-offentlige tilbud, fordi de besidder en specialisering, som kommunen ikke selv råder over. Derfor kan man ikke uden videre sammenligne takster og enhedsudgifter på tværs af ejerformer og konkludere, at den ene er billigere eller dyrere end den anden.  

Hvis takstmodellen ikke tager højde for forskelle i målgrupper og specialiseringsgrad, risikerer man at sammenligne æbler og pærer. 

Profitloft risikerer at ramme den nødvendige kapacitet 

Redegørelsen giver også grund til forsigtighed i den igangværende diskussion om et profitloft. 

Der er ikke i redegørelsen belæg for at sige, at udgifterne stiger, fordi private aktører tjener for mange penge. De stiger først og fremmest, fordi flere borgere har behov for hjælp, og fordi borgernes behov bliver mere komplekse. Hvor der i 2018 var knap 176.000 personer, som modtog én eller flere indsatser, var det steget til godt 219.000 personer i 2024, hvilket svarer til en stigning på knap 25 procent (figur 1.1 og 1.2). Samtidig har kommunerne reduceret deres egen kapacitet, mens særligt private tilbud har investeret i nye pladser og løfter en stadig større del af opgaven.  

Det er svært at komme uden om, at kommunerne i stigende grad er afhængige af ikke-offentlige tilbud for at kunne finde de rette pladser til borgere med omfattende støttebehov. Derfor bør politikerne være varsomme med at indføre regulering, som gør det mindre attraktivt at etablere, udvikle og drive specialiserede tilbud.  

Regulering skal tage udgangspunkt i virkeligheden 

Når kommunerne køber flere pladser hos ikke-offentlige tilbud, skyldes det først og fremmest, at de vurderer, at tilbuddene er nødvendige for at løse opgaven. Og når priserne på særligt private tilbud ofte er højere, hænger det i mange tilfælde sammen med, at de løfter nogle af de mest specialiserede og komplekse indsatser på området.  

Derfor er der brug for regulering, som tager højde for forskelle i målgrupper og specialiseringsgrad. En takstmodel, der sammenligner tilbud uden blik for opgavernes kompleksitet, risikerer at skabe et misvisende billede af både effektivitet og kvalitet. Tilsvarende risikerer et profitloft at svække de private aktører, som kommunerne i stigende grad er afhængige af for at kunne opfylde deres forsyningsansvar.  

Derfor bør fremtidens regulering fokusere på, hvordan vi sikrer den nødvendige specialiserede kapacitet til borgerne ved at understøtte de tilbud, der løfter de mest specialiserede opgaver, ikke gøre det vanskeligere for dem at eksistere. 

Læs også: Ny politisk aftale om takstreform: Flere elementer peger i retning af mere fair vilkår for private og selvejende tilbud