Voldsskadeforsikring: Nyt forsikringskrav til sociale tilbud fra 1. januar 2025

Sociale tilbud m.fl. skal fremover supplere arbejdsskadeforsikringen med en voldsskadeforsikring, når nyt lovkrav træder i kraft i 2025.

5. september 2024

Af LOS

En voldsskadeforsikring dækker erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar som følge af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet foranlediget af personer, der drages omsorg for, mod ansatte, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt.

Arbejdsgivere for ansatte inden for blandt andet socialområdet, ældreområdet og sundhedsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for, har pligt til at sikre sig.

Kravet træder i kraft den 1. januar 2025 og gælder for:

  • Tilbud efter §§ 103, 104 og 107-110 i lov om social service.
  • 2) Tilbud efter § 43, stk. 1, nr. 6, § 43, stk. 3, og §§ 83 og 84 i barnets lov.
  • 3) Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn.

I Bekendtgørelse af lov om arbejdsskadesikring § 49 a stk. 4 fremhæves det, at:

  • Arbejdsgivere, der har tegnet arbejdsulykkesforsikring, tegner voldsskadeforsikringen som en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker.