Debatindlæg: Ret til omsorg
Pædagogerne på mange af landets opholdssteder er ofte forhindret i at drage omsorg for børnene, der bor der. Årsagen er, at Socialtilsynet sætter retten til selvbestemmelsesret højere end pligten til at drage omsorg for børnene. Det gør, at pædagogerne må se frustrerede og magtesløse til, alt imens de unge fx kan sælge sex eller begynde eller fortsætte et misbrug.
I dag (3. okt. 2022) har vores direktør, Mads Roke Clausen, et debatindlæg med i Politiken. Du kan læse debatindlægget på Politikens hjemmeside, eller nedenfor, hvor vi bringer det i sin fulde længde.
Hvad hvis det var dit barn?
En pige på 14 år går ud ad døren, der hvor hun bor, og sætter sig ind i bilen til en mand i 40’erne, der har lovet hende penge og en taske for at køre med ham. En dreng på 13 år sidder på sit værelse og ryger hash for fjerde dag i træk. En anden dreng på 12 år sidder på sit værelse og tømmer en flaske vodka, mens en pige på 15 år målrettet går ud ad døren og hen for at ødelægge det nærmeste busskur. Hvis det var dit barn, ville du så sige stop? Ville du gribe ind og sige til din 14-årige datter, at hun ikke skulle sælge sex, og til din 13-årige dreng, at han ikke skulle ryge hash men i stedet passe sin skole? Jeg ville.
På mange af landets opholdssteder oplever medarbejderne, at de af Socialtilsynet, der er det offentliges vigtige kvalitetsvagthund, ofte bliver forhindret i at drage omsorg for de børn, de har i deres varetægt. Retten til selvbestemmelsesret sættes af socialtilsynet højere end pligten til at drage omsorg for børnene. Det gør, at medarbejderne må se magtesløse til, alt imens de unge, de skal lave en pædagogisk indsats over for, f.eks. kan sælge sex eller fortsætte et misbrug.
Problemet er, at tilsynene vægter barnets selvbestemmelsesret højere, end de vægter barnets ret til omsorg. Samtidig er det et retssikkerhedsmæssigt problem, at de fem regionsopdelte socialtilsyn vurderer forskelligt og har forskellig praksis. Det betyder, at et barn, der flyttes fra et opholdssted til et andet, kan opleve at skulle leve efter et sæt regler i Syddanmark og et andet sæt regler i Nordjylland.
Det giver ingen mening, at pædagogerne ikke må sige til den 14-årige pige, at hun ikke må køre med den midaldrende mand. Eller til den 13-årige dreng, at han ikke må ryge hash. De må end ikke sige det som en del af den pædagogiske indsats, som skal sættes i værk over for børnene. Det er jo den, det hele handler om. Efterskoler ville sende børnene hjem for mindre. Ansvarlige forældre ville sige fra.
Der er en hårfin balance imellem at udøve magt på en måde, der er uhensigtsmæssig, og sætte tydelige grænser, der er en del af en faglig solid voksenomsorg for et barn. Vi husker alle statsministerens berettigede undskyldning til Godhavnsdrengene, hvis historie skæmmer. Men vi må ikke blive så bange for fortidens skygger, at vi undlader at sætte grænser og drage omsorg for nutidens børn.
Vi skal huske, at børnene på opholdsstederne i forvejen er både sårbare og har brug for omsorg: Det er jo derfor, de er anbragt. Som samfund har vi derfor et særligt ansvar her, og hvis vi svigter, så kommer en fremtidig statsminister til om føje år at sige undskyld for vores manglende vilje til at sætte grænser.
