Flere tusinde afvises fra krisecentre og herberg 

Nye tal fra Danmarks Statistik viser et markant pres på krisecenter- og herbergsområdet.

I 2025 blev 7.600 henvendelser om en plads på et krisecenter afvist, og på herbergerne blev hele 24.400 henvendelser afvist. På krisecentrene skyldtes halvdelen af afslagene ganske enkelt, at der ikke var plads til borgeren eller de medfølgende børn.  

Tallene kommer på et tidspunkt, hvor regeringen forbereder ny lovgivning med blandt andet takstlofter og krav om driftsaftaler på området. LOS advarer mod, at kapaciteten fastlægges uden blik for det reelle behov. Når tusindvis allerede afvises, risikerer færre pladser at efterlade flere mennesker uden den hjælp, de søger. LOS mener derfor, at de nye afvisningstal skal indgå aktivt i planlægningen af fremtidens kapacitet, og at selvmøderprincippet på krisecentrene og herberger skal bevares.  

I LOS er håbet, at vi efter vinteren står med en takstmodel, der ikke alene gør det lettere at sammenligne priser, men som også understøtter kvalitet, specialisering og forsyningssikkerhed. Det er den balance, der bliver afgørende for, om reformen styrker eller svækker det specialiserede socialområde.  

Læs analysen: Krisecentrene afviste 7.600 henvendelser om en plads i 2025