Udvalgt billede

Takstreformen bliver afgørende for fremtidens specialiserede socialområde 

Arbejdet med den nye takstreform på det specialiserede socialområde er ved at tage form. Forhandlingerne er i fuld gang, og til februar skal der efter planen fremsættes et lovforslag for takstmodellen.

Takstreformen er ikke blot en teknisk øvelse om prisberegning. Den vil få stor betydning for specialisering, kapacitet, kvalitet og forsyningssikkerhed på hele det specialiserede socialområde.  

Derfor har vi i LOS siden det nye folketing tiltrådte arbejdet for at sikre, at vores medlemmers interesser tænkes ind i udformningen af den kommende takstmodel. Det er vigtigt for os, at arbejdet ses i sammenhæng med specialeplanlægningen, at der sker en reel inddragelse af leverandørerne, og at der tages højde for konsekvenserne af øvrige reguleringstiltag som et eventuelt profitloft.  

Takstmodellen må ikke ende som et rent økonomisk styringsværktøj for kommunerne. Indretningen af takstmodellen skal ikke kun tage højde for, hvordan man beregner priserne, men hvordan man sikrer de bedst mulige forudsætninger for at socialområdets aktører også på lang sigt kan levere de rette tilbud til udsatte børn, unge og voksne. Fagligheden og borgernes behov skal være det bærende udgangspunkt. 

For LOS er der særligt disse fem centrale punkter, som vi arbejder for i de igangværende forhandlinger, og som vi har taget med til vores møder med justitsministeren og socialministeren samt i vores løbende dialog med både ordførere og partier.

Fem centrale punkter for LOS

  • Den kommende takstmodel kan ikke ses isoleret fra arbejdet med en mere systematisk specialeplanlægning på socialområdet, som det fremgår af regeringsgrundlaget. Hvis ambitionen er at styrke indsatsen for mennesker med komplekse behov gennem mere specialiserede tilbud, skal den økonomiske model understøtte samme retning. 

    Specialisering kræver investeringer i faglige miljøer, efteruddannelse, dokumentation, metodeudvikling og rekruttering af medarbejdere med særlige kompetencer. Derfor er det afgørende, at en ny takstmodel ikke alene fokuserer på ensartede priser og omkostningskontrol, men også giver plads til de ekstra omkostninger, der følger med højt specialiserede indsatser. 

  • Der er gode argumenter for at arbejde med mere standardiserede ydelsespakker. Det kan øge gennemsigtigheden og gøre det lettere for kommunerne at forstå, hvad de betaler for. Det tror vi på, vil gøre kommunerne mere købsvillige og modvirke tendensen med minutopgørelser af borgertid.  

    Udfordringen er på den anden side, at det specialiserede socialområde netop er kendetegnet ved mennesker med meget forskellige og ofte skiftende behov. Hvis ydelser opdeles i for snævre kategorier, risikerer man at skabe et system, der passer bedre til et regneark end til virkeligheden. 

    Samtidig er spørgsmålet om overhead centralt. Ledelse, kvalitetsarbejde, administration, HR, kompetenceudvikling og dokumentation bliver ofte betragtet som indirekte omkostninger, men de er i praksis nødvendige forudsætninger for at levere stabile tilbud af høj kvalitet. Modellen skal tage højde for, at kommunale tilbud ofte kan placere administrative og ledelsesmæssige funktioner uden for det enkelte tilbud. Hvis disse omkostninger ikke opgøres ensartet, risikerer man en skæv sammenligning af taksterne mellem offentlige og private leverandører, hvilket på sigt kan presse kvaliteten. 

  • Et af de centrale spørgsmål i den kommende reform er, hvem der skal fastsætte taksterne. LOS ser med bekymring på en model, hvor de fem kommunale kontaktråd (KKR) får mulighed for at fastsætte forskellige takster på tværs af landet. Det risikerer at skabe et uensartet marked, hvor økonomiske vilkår og udviklingsmuligheder for tilbuddene varierer fra region til region. 

    For borgere med behov for specialiserede indsatser bør adgangen til den rette hjælp ikke afhænge af geografi eller postnummer. Er taksterne lavere i visse dele af landet, risikerer vi, at borgere bliver stavnsbundet. Derfor mener LOS, at taksterne bør fastsættes nationalt. En national model vil skabe mere ensartede rammevilkår for både kommuner og leverandører, styrke gennemsigtigheden i prissætningen og give et mere stabilt grundlag for langsigtede investeringer i kvalitet og specialisering. Samtidig kan nationale takster bidrage til, at faglige hensyn vejer tungere end lokale økonomiske forskelle, når tilbuddene udvikles og dimensioneres. 

  • Takstmodellen vil få direkte betydning for de tilbud, der hver dag leverer støtte og behandling til mennesker med omfattende behov. Derfor er det afgørende, at private og selvejende leverandører inddrages aktivt i udviklingen af modellen. 

    Leverandørerne besidder en omfattende viden om de faktiske omkostninger ved at drive specialiserede tilbud, om behovet for kapacitet og om de faglige krav, der følger med arbejdet. Hvis modellen udvikles uden denne viden, risikerer man løsninger, som ser fornuftige ud på papiret, men som er vanskelige at få til at fungere i praksis. 

    For LOS er det derfor centralt, at leverandørerne ikke alene høres, men også får reel indflydelse på såvel de principper, der skal ligge til grund for fremtidens takster såvel som de egentlige priser.

  • Samtidig med arbejdet med takstreformen fortsætter diskussionen om et muligt profitloft på socialområdet. De to dagsordener bør også ses i sammenhæng. 

    Hvis både priser, omkostningselementer og eventuelle overskud reguleres mere detaljeret, kan det få betydning for både lysten til og muligheden for at investere i nye tilbud, udvide kapaciteten eller udvikle nye specialiserede indsatser. Derfor bliver det vigtigt at vurdere de samlede konsekvenser af reguleringen frem for at se de enkelte initiativer hver for sig. 

    Målet bør være en model, der sikrer gennemsigtighed og ansvarlig økonomi, samtidig med at der fortsat er et solidt grundlag for udvikling, innovation og investeringer på området. 

I LOS er håbet, at vi efter vinteren står med en takstmodel, der ikke alene gør det lettere at sammenligne priser, men som også understøtter kvalitet, specialisering og forsyningssikkerhed. Det er den balance, der bliver afgørende for, om reformen styrker eller svækker det specialiserede socialområde.  

Louisa Moestrup

Politisk chef i LOS

Teaser-billede