Det mindst mulige indgreb er ikke nødvendigvis bedst for barnet
Det er bekymrende, at vi har låst os fast i en forestilling om, at en indsats er noget, vi langsomt optrapper, og det mindst mulige indgreb er det bedste for et barn, skriver Michael Graatang, direktør i LOS.
Mange danske kommuner har længe kigget over sundet og er blevet inspireret af Sverigesmodellen.
Dels i ønsket om at nedbringe antallet af anbragte, anbringelsestiden og mindske antallet af institutionsanbragte. Men også for at nedbringe udgifterne til det specialiserede socialområde generelt.
Det er klart, at en tidlig forebyggende indsats for kommunen ikke kun er en økonomisk investering, men også en investering i mennesker og deres fremtid.
Alt taler for, at tidlig og forebyggende indsats betaler sig for både barn og samfund.
Grundessensen i “Den svenske model” er at sætte tidligst muligt ind med mindst mulig indgriben, når der er mistanke om mistrivsel i et barns liv.
Absurd at stræbe efter normalitet
Fokus er et arbejde ud fra et “normaliseringsperspektiv”, hvor barnet/den unge sikres en tilknytning til eget hjem og nærmiljø, og man udvikler og udnytter de ressourcer, der findes i familien og netværket.