“Helt grundlæggende mener jeg, at vi som et meget velstående samfund skal bruge flere penge på social- og handicapområdet, når behovene er stigende”
Selvom udgifterne på det specialiserede socialområde stiger, køber formanden for Lev ikke præmissen om, at vi kan spare os ud af problemerne. Vi har talt med Anni Sørensen om Ekspertudvalgets anbefalinger, og om, hvordan vi som samfund sikrer, at mennesker i sårbare positioner får den hjælp, de har brug for.
Uanset om politikerne har deres daglige gang på Borgen eller Bornholm, så har de fleste blikket rettet mod én altoverskyggende udfordring, når det gælder det, man kalder det specialiserede socialområde: Det faktum, at udgifterne bare bliver ved med at stige.
De stigende udgifter skaber især dybe panderynker i kommunerne, da det er her, ansvaret for socialområdet ligger, og altså her, hvor budgetterne sidst på året skal gå op.
”Vi kan ikke blive ved med at forlænge verden med brædder. Kommunernes økonomi er presset til bristepunktet,” lød det derfor i en tydeligt resigneret tone tidligere på året fra Martin Damm (V), som er formand for Kommunernes Landsforening (KL).
Selvom det ude i kommunerne føles, som om det er dem, der sidder tilbage med sorteper, har politikerne på Christiansborg det overordnede ansvar for at skabe de rette betingelser og rammer for socialområdet, så vi som samfund bedst muligt kan hjælpe de mennesker i udsatte og sårbare positioner, der har brug for hjælp.
I et forsøg på at tøjle udgiftsstigningerne nedsatte regeringen og KL derfor sidste år et ekspertudvalg, som skulle se på, hvordan pengene på socialområdet ”anvendes bedst muligt, så borgerne får den hjælp, der er meningsfuld for dem og virksom i forhold til indsatsen”, som den daværende socialminister Astrid Krag (S) udtrykte det i samme anledning.
Kort sagt: hvordan vi som samfund både sikrer de mennesker, der har brug for hjælp, og de kommuner, der oplever, de har for få penge.
Mere end en økonomisk krise
Spørger man Anni Sørensen, som er formand for foreningen Lev, der er foreningen for mennesker med udviklingshandicap og deres familier, er det dog langt fra kun økonomien, den er gal med på socialområdet. Hun peger i stedet på tre overlappende kriser, ”som skaber det samlede billede” af et område i mistrivsel.
For det første mener hun, at de fundamentale værdier i politikken på området har ændret sig markant i de seneste år. En ”værdikrise”, som hun kalder det. Det skifte har sat sig i særligt kommunernes – men også statens – tilgang og forståelse af området, som betyder, at de i dag har mere blik for budgetter end sårbare menneskers behov.
Den krise hænger derfor tæt sammen med en ”finansieringskrise”, fordi der ifølge Anni Sørensen i mere end et årti ikke er blevet tilført de midler til området, som hun ser som nødvendige i forhold til de stigende behov og nye målgrupper.
Endelig så hænger disse to kriser sammen med en tredje, mere overordnet krise, som Lev-formanden kalder en ”styringskrise”. Denne er opstået som et resultat af kommunalreformen fra 2007, som ifølge hende har skabt et system ”med problematiske incitamenter for kommunerne, som fører til både dårlige og nogle gange også dyrere løsninger og indsatser for sårbare borgere,” som hun udtrykker det.
Stor skepsis over for Ekspertudvalgets anbefalinger
Anni Sørensens egen noget modfaldne analyse af socialområdets udfordringer betød, at hun ikke havde store forventninger, da forhenværende socialminister Astrid Krag sidste år nedsatte et ekspertudvalg med økonomen Torben Tranæs i spidsen. Men da udvalgets første anbefalinger landede på hendes bord tidligere på året, blev hun alligevel chokeret over det, hun læste.
”Jeg havde trods alt forventet, at der ville blive tale om fagligt funderede analyser og anbefalinger. Men det er altså ikke det, vi har fået. For mig ser det ud til, at Ekspertudvalget helt ukritisk har overtaget perspektiv og analyser fra en enkelt interessent i denne diskussion, nemlig kommunernes interesseorganisation KL”, forklarer hun.
I en artikel har du udtalt, at det ikke er ”socialpolitisk eller handicappolitisk indsigt, der har domineret i gruppens analyser og anbefalinger” og kaldt dem ”problematiske”. Hvad mener du med det?
”Når eksperterne kommer med forslag om at gøre det nemmere for kommunerne at flytte rundt på mennesker med handicap i botilbud, så er det en himmelråbende mangel på handicappolitisk indsigt. Eksperterne aner tydeligvis intet som helst om de helt centrale værdier og principper, som i 1998 lå bag afskaffelsen af institutionsbegrebet på voksenområdet. Det var netop et forsøg på at give mennesker med handicap værdighed og ret til en bolig, som er et hjem. Det var et forsøg på at gøre op med institutionstænkningen – og det var udpegningen af en handicappolitisk retning med ligestilling, værdighed og mere inklusion. Ekspertudvalgets forslag er i den stik modsatte retning, nemlig mere institution, mindre værdighed, mindre respekt for sårbare menneskers rettigheder”.
Det, som går igen, når Anni Sørensen retter kritik mod ekspertudvalgets anbefalinger, er, at de i alt for høj grad har lyttet til KL og ikke interesseret sig for de andre aktører på området.
Et eksempel på dette er udvalgets forslag om, at der skal tages ”øget hensyn til økonomiske hensyn”, når Ankestyrelsen behandler klager fra borgere. Det forslag kalder hun for et ”gammelt KL-krav”, som blot vil føre til dårligere indsatser for borgerne.
Disse kan måske godt vise sig at være billigere på kort sigt, men ifølge Anni Sørensen vil de ”ofte ende i, hvad man kunne kalde socialt havari og dermed behov for en langt mere intensiv og dyr indsats,” som hun bekymret udtrykker det og fortsætter: ”Vi ser den slags eksempler i Levs rådgivning igen og igen.”
Endelig rapport fra Ekspertudvalget venter i slutningen af året
Senere på året skal Torben Tranæs og resten af Ekspertudvalget aflevere deres endelige anbefalinger til Socialministeriet. Og til den tid håber Anni Sørensen, at udvalget er blevet klogere, end de var, da kom med deres første anbefalinger:
”Min forhåbning er, at de hæver blikket fra det snævre interessentperspektiv. Der er i den grad behov for, at man forholder sig til, hvordan de eksisterende strukturer og økonomiske incitamenter producerer kommunal suboptimering og dårlig kvalitet i indsatserne. Vi har siden kommunalreformen været vidne til en udhuling af faglige miljøer med højt specialiseret viden og kompetence. Det har konsekvenser. Først og fremmest for nogle sårbare mennesker, som ikke får de vilkår og de udviklingsmuligheder, som de kunne og burde.”
Hvis ikke udvalget hæver blikket fra dette ”snævre interessentperspektiv”, så frygter formanden for Lev, at de blot fortsætter med den linje, de har lagt i deres første anbefalinger. Og det vil gå udover de mennesker, der har brug for hjælp:
”Lev gennemførte i 2022 en undersøgelse med svar fra flere end 700 pårørende til beboere i botilbud. Her var den entydige melding fra langt de fleste: De sidste fem år er der kommet mindre hjælp, lavere faglighed, flere vikarer i botilbuddene – og det har ført til flere konflikter, lavere trivsel og tab af kompetencer blandt beboerne. Det kunne da være interessant, hvis eksperterne kunne bringes til at interessere sig for den slags viden også.”
Spørger man Anni Sørensen, hvordan man kan styre økonomien på det specialiserede socialområde, samtidig med at personer i sårbare positioner får den rette hjælp, er svaret kort og simpelt:
”Stærk faglighed er en vigtig del af svaret. Men helt grundlæggende mener jeg, at vi som et meget velstående samfund skal bruge flere penge på social- og handicapområdet, når behovene er stigende”.
Denne artikel blev første gang bragt i Gi’ LOS nr. 2 2023