Lundekollektivet: “Hos os er der mere fokus på mennesket end på diagnoserne”

Anne-Grete Rasmussen og Frank Falentin Sørensen studerede begge psykologi, da de i 1985 købte en ejendom i idylliske omgivelser i Vejby. Det skulle danne rammen om det børne- og ungehjem, de så for sig. Nemlig en fagligt specialiseret opfølgning til unge ”svingdørspatienter”, der røg ind og ud af de psykiatriske afdelinger.

”Vi har været tro mod vores målgruppe, lige siden vi startede. Vi ønskede at tilbyde unge med psykiske og psykiatriske udfordringer et supplement til de psykiatriske afdelinger med opfølgende behandling i så hjemlige rammer som muligt. Det gør vi stadig,” fortæller Anne-Grete Rasmussen.

Anne-Grete er leder af Lundekollektivet. En titel, der er forholdsvis ny, og som hun har overtaget efter Frank Falentin Sørensen, der for nyligt er gået på pension. Han er dog ikke helt ude af billedet. Han har stadig terapeutiske samtaler og går gerne praktisk til hånde, fx når bilen ikke vil starte. Men roret er overdraget til Anne-Grete, mens deres datter Julie Falentin Rasmussen er blevet souschef.

Det er ikke de unge, der er problemet

Lundekollektivet skal så meget som muligt føles som et hjem, og bærer dermed ikke meget præg af at være en institution. Det kommer blandt andet til udtryk gennem hyggelige fysiske rammer, husdyr og traditioner omkring mærkedage og årsfester.

Men det hjemlige handler ifølge Anne-Grete Rasmussen også om, hvordan de unge mødes, med afsæt i relationen til den unge og dennes ressourcer frem for grunden til, at den unge er anbragt. Der er mere fokus på mennesket end på diagnoserne.

”Mange af de unge kommer her med en opfattelse af, at det er dem, der udgør problemet. ”Jeg er jo syg.” Det fokus vil vi gerne væk fra. Deres symptomer var gavnlige for dem på et tidspunkt. Mange har haft det rigtig skidt meget længe. De er måske samtidig blevet mobbet i årevis, men det er ofte først, når de fx stopper med at spise, begynder at selvskade eller får skolevægring, at deres mistrivsel opdages, og der kan reageres på den. Når der opstår meget tydelige symptomer,” forklarer hun.

Samtidig har den narrative psykologi, ifølge Julie Falentin Rasmussen, været et fast ståsted siden begyndelsen og et afsæt til at hjælpe den unge med at rette fokus på egne ressourcer og starte på en ny fortælling, der ikke handler om sygdom.

”Vi ønsker at forstå de unge som en samlet fortælling, der måske er lidt anderledes end den fortælling, de har med sig. For når de først har fået stillet en diagnose, kan det være svært at komme videre derfra. Men det, der fylder meget i vores ugentlige behandlingssamtaler med de unge, er, at vi prøver at hjælpe dem med at skrive videre på historien og dyrke andre sider, for de er jo meget mere end diagnosen,” forklarer Julie Falentin Rasmussen.

De unge hjælpes bedst sammen med familien

Samarbejdet med den unges familie, pårørende eller værger er også et af de bærende elementer i Lundekollektivet, og der arbejdes løbende med de indbyrdes relationer, dynamikker og forståelser, der er i familierne. Familien er ikke kun med på sidelinjen, men er derimod en aktiv del af arbejdet med de unge.

”Den unge hjælpes bedst, når vi gør det sammen med det primære netværk. Det er vigtigt, at familien oplever, at vi er meget tilgængelige, og at vi er på samme hold. For familierne er jo usikre. De har været igennem rigtig meget, inden de kommer her, og mange af dem har ikke altid følt sig forstået og hjulpet. Men sammen skal vi blive skarpe til at se, hvad der kan hjælpe det enkelte barn,” fortæller Anne-Grete Rasmussen og fortsætter:

”Vi ringer meget sammen med familien i løbet af en uge. Vi har fysiske forældresamtaler én gang om måneden. Vi inddrager dem og fortæller om vores overvejelser i forhold til de ting, vi gør. Og vi hjælper dem med at stå fast i svære beslutninger. Familierne skal jo også arbejde med det her nye blik på deres barn, hvor vi fjerner fokus fra sygdommen,” understreger Anne-Grete Rasmussen.

Samtidig skal de unge lære at tage ansvar for sig selv og deres egne udfordringer og bliver på Lundekollektivet skånet i noget mindre grad, end de ofte er vant til hjemmefra.

”Vi tilbyder et sæt friske øjne og stiller flere krav, som forældrene af gode grunde ikke har kunnet gøre. De bliver jo fanget i det mønster, og vil bare gerne passe bedst muligt på deres børn, og det er helt forståeligt. Så vi arbejder stille og roligt hen imod, at den unge kan og skal meget mere, end hun umiddelbart selv tror, er muligt,” fortæller Anne-Grete Rasmussen.

Fællesskabet er helt centralt

Ridning er en stor del af livet i Lundekollektivet. Der er hunde, der skal luftes, høns, der skal fodres, der skal luges i køkkenhaven, og trampolinen skal passes. I det hele taget mange muligheder for at fylde dagene med alternativer til TikTok og computerspil.

”Vi elsker jo, når de får en fritidsinteresse. Hvis de først bliver hooked på at ride, så kan vi få dem til mange ting, hvis der er en ridning i sigte. Og det er jo bare at komme ned på gården og se andre mennesker og være en del af det,” fortæller Julie Falentin Rasmussen.

Anne-Grete Rasmussen fremhæver samtidig, at der er en mening med alt, hvad der bliver planlagt og udført.

”Hele vores grundstruktur tager jo afsæt i det miljøterapeutiske. Det handler ikke bare om, at der skal gøres et eller andet stykke arbejde, eller der skal laves mad. Vi inddrager de unge på en måde, så de kan lære noget, så de kan få et udbytte af det og udvikle sig med det. Og samtidig er en del af et fællesskab. Alle her skal få udbytte af at være i et fællesskab,” slår hun fast. Fællesskabet er derudover et meget vigtigt parameter, når der visiteres nye unge til Lundekollektivet, forklarer Anne-Grete Rasmussen.

”Inden vi tager imod en ny, kaster vi et grundigt blik på, hvordan vedkommende vil kunne indgå i den nuværende gruppe. Hvis vi fx har for mange unge med spiseforstyrrelser, kan det nemt blive det normale og fylde for meget i gruppen. Og det samme gør sig gældende med andre udfordringer. Det er selvfølgelig svært at skulle sige nej til at hjælpe et ungt menneske, men vi skal passe på vores nuværende unge og det fællesskab, de har. Samtidig skal vi jo også kunne matche det, vedkommende har brug for, så han eller hun får den rigtige hjælp. Det er ikke nødvendigvis hos os,” konstaterer hun.

Skolen er en meget vigtig del af vores hverdag

For mange af de unge gælder det, at skolegangen frem mod opholdet i Lundekollektivet har været meget udfordret.

”Der er som regel stor usikkerhed omkring det at gå i skole. Der kan vi starte med hjemmeundervisning med udefrakommende lærere med det mål i sigte, at de skal ud og i gang. Det kan godt tage måneder, og det er et stort arbejde, men til gengæld meget vigtigt,” understreger Anne-Grete Rasmussen.

Lundekollektivet samarbejder i øjeblikket med seks forskellige skoletilbud. Det kræver en del koordinering, men det kræver også en del peptalks om morgenen og en hel del kørsel.

”Der er mange, der skal hjælpes i skole, og det er en meget vigtig del af vores hverdag at få dem ud af huset. Og vi kører dem meget gerne. Derfor kalder vi os nogle gange for LK-taxi. Men almindeligvis får de en uddannelse, når de bor her. Sidste år havde vi fem, der gik op til afsluttende prøver. Det, synes jeg, er godt gået,” konstaterer Anne-Grete Rasmussen.

Alle føler sig klædt godt på, når de går i gang med en vagt

Lundekollektivet er båret af et stærkt fagligt fundament, der hele tiden er i udvikling.

”Vi er jo alle på løbende efteruddannelse. Fx skal jeg på uddannelse i traumeyoga for også at få det kropslige med. Så selvom vi stadig står på det grundlag, som Frank og Anne-Grete etablerede Lundekollektivet på, så udvikler vi os jo hele tiden,” fremhæver Julie Falentin Rasmussen.

Lundekollektivets personale består af 9 fuldtidsansatte, 4 deltidsansatte og et fast vikarhold, og der gøres meget ud af, at der er gode rammer omkring medarbejderne. Blandt andet er der en times overlap på samtlige vagter, som medarbejderne sætter stor pris på.

”Alle føler sig godt klædt på, når de går i gang med en vagt, og de føler sig samtidig også godt klædt af, når de skal hjem. Så er opgaverne parkeret,” fortæller Julie Falentin Rasmussen.

Derudover er der hver mandag afsat fire timer til personalemøde, hvor alle medarbejdere deltager.

”Vi når alle de unge igennem, og vi får planlagt alt og kommer godt i gang med ugen. Der er tid til at få talt om tingene, og det er helt sikkert noget af det, der kan holde omsorgstrætheden fra døren. Medarbejderne fortæller, at de går løftede fra de møder,” fortæller Anne-Grete Rasmussen og peger samtidig på, at det er meget vigtigt, at de har et trygt rum, hvor også de svære ting kan deles og siges højt:

”I vores tilgang er vi jo på mange måder personlige uden at være private. Vi skal alle have vores faglige rygsæk med hele tiden. Vi skal kunne tale om tingene, for det er jo tunge sager, vi har med at gøre,” fortæller hun.

For første gang i mit liv har jeg følt mig tryg

Til spørgsmålet om, hvad der er det tydeligste tegn på, at Lundekollektivet gør det særligt godt, fremhæver Anne-Grete Rasmussen det, at det ofte lykkes dem at give de unge en ny tro på sig selv med videre. En tro på en fremtid, hvor de kan mere, end de umiddelbart troede. Og en følelse af ansvar for deres eget liv, og det giver dem en ny tryghed. Hun peger på en særlig formulering en beboer, der stod overfor at skulle forlade Lundekollektivet, brugte:

”En ung forklarede det for nyligt således til vores afsluttende samtale, inden han flyttede: ”For første gang i mit liv har jeg følt mig tryg. Her kan jeg sige højt, at jeg har det ad helvede til. Her kan jeg sige højt, at jeg har det godt. Og det er helt ok. Det er den følelse, jeg vil have med videre i mit liv.” Så følelsen af tryghed og en tro på sig selv var det vigtige for ham. Det tænkte jeg bare, at det var lige på kornet,” fortæller Anne-Grete Rasmussen.