Novellesamling sætter fokus på dilemmaer i specialpædagogisk arbejde
En samling skønlitterære noveller skal hjælpe pædagogstuderende med at tale om de dilemmaer, de oplever i den social- og specialpædagogiske praksis. Novellesamlingen kan også læses på pædagogiske arbejdspladser.
Behov for materiale der ikke bygger på bestemte svar
“Den grundlæggende tanke er, at vi har brug for noget materiale, som ikke er så didaktisk, og som ikke bygger på, at der er nogle bestemte svar, de studerende skal nå frem til. Der findes en uendelig række af videns- og færdighedsmål, som de studerende skal leve op til, og man kan få indtryk af, at de studerende skal være en helt bestemt model og have en meget bestemt viden. Sådan er det jo ikke rigtigt. Det er meget mere mudret end det,” siger hun.
Julie Top-Nørgaard har sammen med to kolleger været redaktør på to novellesamlinger, der sætter fokus på forskellige dele af det pædagogiske arbejde – dels på dagtilbudsområdet, og dels på det socialpædagogiske område. Og så bruger hun selv novellerne i sin undervisning. Her oplever hun, at hun sammen med de studerende får en anden indgangsvinkel til det faglige ved at tage udgangspunkt i skønlitteraturen.
”Forestillinger om det pædagogiske arbejde, som man kan gøre sig fra et skrivebord, eller et undervisningsperspektiv står i stor kontrast til den hverdag, der rent faktisk finder sted. Hvor tingene er meget indviklede og komplekse, og hvor man også selv er på spil på en måde, som i sagens natur faktisk er svær at gribe i en uddannelse, fordi vi som undervisere jo ikke ved, hvad der er indeni folk,” siger hun og tilføjer:
”Men det er ekstremt betydningsfuldt for, hvem de studerende skal blive til som pædagoger, så jeg synes, det er vigtigt på en eller anden måde at få åbnet op for det.”
Forråelse som tema
Novellerne er skrevet af en række forskellige, skønlitterære forfattere, der har forskellige tilknytninger til faget. Forfatteren Stine Askov, der også er uddannet pædagog, har bidraget med novellen ”Hvorfor niver du?” Novellen omhandler en pædagog, der langsomt mister empatien for den beboer, hun har ansvaret for. En problematik, som Stine Askov selv har set, da hun arbejdede på et bosted.
”Jeg ville gerne skrive om et emne, som har optaget mig længe inden for det pædagogiske, men som jeg ikke synes, der er særlig meget fokus på. Nemlig at det er rigtig svært at have omsorgsarbejde i mange år uden at blive forrået. Det er ikke sådan, at det sker fra den ene dag til den anden. Der sker et langsomt skred, hvor man på en måde er nødt til at forrå sig for at kunne tåle at have arbejdet,” siger hun og fortsætter:
”Jeg har selv arbejdet i en institution for voksne en gang, og så greb jeg tilbage i nogle af de erfaringer, jeg har fra dengang. Hvordan man var nødt til at lukke sig for nogle af de ting, som var chokerende eller ubehagelige. Det førte også det med sig, at man lukkede ned for sin empati.”
Hun mener, det er et vigtigt emne at tale med de studerende om.
”Det er rigtig vigtigt at have den her samtale, inden de kommer ud og skal have et arbejde. Hvordan kan man få nogle råd til at undgå at havne der? Hvad skal man gøre forud? Det er næsten umuligt at have omsorgsarbejde uden at forrå sig en lille smule, og det synes, jeg er en vigtig diskussion.”
Hun ville gerne selv have haft den type noveller at spejle sig i, da hun tog uddannelsen.
”Jeg tænkte ikke konkret på, at jeg savnede skønlitteratur, men jeg tror helt klart, det ville have hjulpet mig. Der er et vidunderligt erkendelsesrum og en masse gode samtaler i skønlitteraturen. Fagteksterne har en distance, hvor det er noget helt andet at kunne bruge sit følelsesregister til at sætte sig ind i de her dilemmaer,” fortæller hun.
Personlige erfaringer på banen
I undervisningslokalet hos studerende på 2. semester på pædagogstudiet, oplever Julie Top-Nørgaard, at det netop nogle af de ting, som læsningen af novellerne giver adgang til.
”Der sker to ting, når jeg har læst de her noveller med de studerende. Det ene er, at der kommer nogle personlige erfaringer på banen. Så det ene er, hvem de er. At de sætter ord på, at de kan genkende noget af det, vi læser i litteraturen,” fortæller hun og fortsætter:
”Det andet er, at det er en anden læseoplevelse, hvor der ikke er noget bestemt, de skal bevise, at de er gode til. Så der sker noget ved at starte samtalen et helt andet sted, som gør, at rummet har mindre fokus på, hvad der er rigtigt eller forkert, og det får nogle studerende på banen, som ellers er bange for at svare forkert eller ikke at kunne forstå teorien.”
På den måde kan hun tale med de studerende om teorien fra en anden vinkel.
”Det kan gøre noget godt for det faglige stof, fordi man bare får lov at starte med en oplevelse. Også selvom man ikke kan genkende de scenarier, der bliver stillet op, så det at starte med at få lov til at føle noget, så det bliver et andet udgangspunkt for en snak. Også selvom den snak så skal handle om anerkendelse eller forråelse, så bliver det en måde at koble sig til de pædagogiske tematikker, som er lidt mere umiddelbar,” fortæller hun.
Særligt balancen mellem det personlige og det professionelle fylder noget for de studerende.
”Det er meget tydeligt i novellerne, at man ikke går på arbejde og er sin uddannelse, men at der er alt muligt på spil i en selv. Det betyder ikke, at man ikke kan gøre sit arbejde ordentligt, men tingene er meget mere viklet sammen, end man måske kan tro det, når man skal ud at klare nogle opgaver. Det er noget, der fylder for de studerende, at folk også har et privatliv, som også farver deres faglighed,” fortæller Julie Top-Nørgaard.
Kan også læses på arbejdspladsen
Hun mener også, at novellerne kan læses på pædagogiske arbejdspladser – for eksempel i forbindelse med en personaledag eller lignende. Fordi det skønlitterære netop giver mulighed for at tale om tingene på en anden måde.
”Jeg tænker, det er enormt oplagt på eksempelvis en personaledag, at man kunne læse novellen sammen og så tale om, hvad man lægger mærke til i teksterne. Det gode ved skønlitteratur er jo også, at man kan blive i det skønlitterære. Det kan godt være, man selv har oplevet afmagt, men man behøver ikke nødvendigvis tale om det med sig selv i fokus. Man kan også tale om det i den fiktive ramme og så i det omfang, man har det godt med det, sige noget om sin egen praksis. Jeg har aldrig oplevet, at der ikke kom en god snak ud af det.”
Del af serie
Foruden ”En hummer kan ikke dø”, der er redigeret af Julie Top-Nørgaard og Marianne Eskebæk Larsen indgår også ”Mælkekassetårn”, der er redigeret af Christian Aabro og Julie Top-Nørgaard, og ”Levn efter personspecifikke aktiviteter” (redigeret af Trine Brinkmann og Martin Glaz Serup) i serien af novellesamlinger, der udgives af Akademisk Forlag.
Denne artikel er bragt første gang i december 2022 i LOS’ medlemsblad Gi’ LOS nr. 3 2022.