Social- og Boligstyrelsen har netop udgivet en ny værktøjskasse. Redskaberne spænder bredt: nogle giver konkret viden om reglerne for magtanvendelse, andre lægger op til samtaler om tvivl, dilemmaer og perspektivskifte i personalegruppen. Der er også et redskab til dialog med den enkelte borger om selvbestemmelse i hverdagen, og redskaber, der hjælper med at lære af konkrete episoder, hvor der har været brugt magt.
Værktøjskassen er ikke en manual, man skal følge fra ende til anden – den er tænkt som en fleksibel håndsrækning, man kan gribe fat i, når det giver mening lokalt.
Den henvender sig til ledere og fagpersoner, der arbejder med voksne inden for målgruppen for servicelovens kap. 24, 24a og 24b, og er udviklet på baggrund af erfaringer fra Social- og Boligstyrelsens rejsehold samt i samarbejde med PULS Læringscenter i Herning Kommune.
Læs mere og hent værktøjskassen hos Social- og Boligstyrelsen: Nye redskaber til forebyggelse af magtanvendelse