Pædagoguddannelsen er ikke god nok til at ruste fremtidens socialpædagoger
Kvaliteten på socialområdet skal hæves, og derfor er der brug for en selvstændig socialpædagoguddannelse. Den nuværende pædagoguddannelse står ikke mål med efterspørgslen på specialiseret viden og kompetencer, skriver en gruppe af aktører på det socialpolitiske område i dette debatindlæg
Skal Danmarks udsatte, mennesker med udviklingshæmning, omsorgssvigtede børn, unge og psykisk sårbare ikke have den bedst mulige støtte og de mest kompetente indsatser? Selvfølgelig skal de det.
Men det får de ikke, hvis vi fortsat uddanner socialpædagoger sammen med almenpædagoger. Der er nemlig forskel på den viden og de kompetencer, det kræver at arbejde henholdvis på det specialiserede socialområde og på normalområdet.
En femårig dreng på normalområdet skal i børnehaven møde pædagoger med viden om børns udvikling, læring, leg og dannelse, hvis han skal støttes i at blive et helstøbt menneske. Den opgave ruster den eksisterende pædagoguddannelse de studerende til.
Men tager vi eksempelvis en femårig pige med autisme og udadreagerende adfærd, så har hun brug for at blive mødt af en helt anden faglighed hos hendes socialpædagoger.
Hun vil ofte være letpåvirkelig over for indre og ydre indtryk, hvilket kan give udslag i form af usikkerhed og angst. Hun har behov for en fastlagt struktur og genkendelighed i hverdagen.
Det kræver viden om særlige behov hos børn med autisme og kompetencer ift. socialpædagogiske metoder, for eksempel visualisering, der kan gøre pigen i stand til at overskue, hvad der skal ske hvornår for at give hende tryghed og stabilitet.
Noget af det, der karakteriserer socialpædagoger, er, at de er i stand til at se gennem adfærd for at forstå og bruge rette kompetencer til at kompensere for mistrivsel og sikre udvikling hos mennesker med særlige behov – hvad enten det er et barn med et handicap eller en psykisk sårbar voksen.