Regulering af socialområdet kalder på selvrefleksion – i hele sektoren

Skeptikere af det private initiativ i relation til det specialiserede socialområde har marcheret taktfast i lang tid, og nu har specifikke historier givet dem alt det, de ønsker. Hoveder, bilag og kulørte historier serveres på ´sølvfade´ på alle medieplatforme berettiget- eller uberettiget til skade for rigtig mange og rigtig meget. Det er tid til sektorens selvrefleksion - 365 grader rundt.

Børn og unge

2. september 2020

Af John Anderskou
Bestyrelsesformand i LOS

Jeg ved snart ikke hvad eller hvem, der fik ballonen til at eksplodere. Ekstrabladet vil formentlig hævde, at det var deres dybdeborende journalistik, der stak hul i den tynde hinde og skabte det forventede brag, mens andre i- eller uden for det specialiserede socialområde måske vil hævde, at de havde iagttaget luften sive langsomt men sikkert ud for meget lang tid siden – og egentlig kun ventede på, at det ville ske.

LOS sætter fokus på området og starter en dialog på de sociale medier, såvel som internt i de enkelte organisationer, i bestyrelser, ledelser og i medarbejdergrupper rundt om i det specialiserede socialområde.

Temaet er profit på socialt arbejde…

Jeg er faktisk nødt til at sige, at det ikke kun kan handler om profit, fordi det for mig handler lige så meget om moral, etik, pengenes vandring og om den lovgivning, der regulerer driftsvilkår for virksomheder, der har det offentlige som ”kunde”, om tilsynsmyndighedernes manglende vilje eller manglende faglige formåen og sikkert meget meget mere.

Ekstrabladet har med de seneste serveringer kun givet energi til dem, der vil grave dybere, dem der vil forarges, og som bare får luft i lungerne til deres brøl af indignation. Der spørges ikke længere men siges, at det ikke skal kunne lade sig gøre at udnytte et system som det sociale for egen vindings skyld. Forenklingen er lige til højrebenet mens det mere komplekse stiller større krav til dokumentation og påstande. Politikere og faglige forbund har ikke holdt sig tilbage.

Netop fordi der er så mange agendaer, er der ikke et enkelt svar, og derfor er det formentlig nødvendigt at tage debatten lag for lag, så vi ikke blander ”æbler og pærer”, der i værste fald bliver til grød.

I debattens hede kan man sagtens foranlediges til at tro, at man selv ejer den skinbarlige sandhed. Desværre findes en sådan ikke. Det er derfor, som jeg ser det, en grundpræmis for den dialog, vi åbner, at andre kan have pointer, der skal have plads i debatten.

Godt at LOS har taget fat om noget ganske svært som et forsøg på at lede efter noget der måske er mere rigtigt end andet. Debatten stiller krav til deltagernes ordentlighed, analytiske evne (og vilje).

Min grundpræmis med de forskellige elementer har jeg skitseret ovenfor, og derfor er det centralt, til en start, at dvæle ved myndighedstilsynet på området. En del tilsynsopgaver er øjensynlig så svære at håndtere, at man når så langt ud, at området som helhed nu skal ´sværtes´ i mediernes rotationspresse.

I en aktuel sag ser det tilsyneladende ud til at tilsynet fra en specifik kommune har været både svagt og svigtende. Hvis avisen (der tør hvor andre tier) taler sandt, er det lykkedes en tilsynsmyndighed at overse i en grad der tenderer det utilgivelige. Det lyder til at den nævnte kommune har indgivet en politianmeldelse mod en enkelt person. Havde tilsynsopgaven været håndteret professionelt, var det formentlig aldrig kommet dertil.

Det bekymrer mig selvfølgelig hvis de 5 kommunalforvaltninger, der jo strukturelt er øverste myndighed for Socialtilsynet, ikke bliver brugt i tilstrækkelig grad.

Hvis jeg har en pointe i min bekymring, bør tilsynet måske placeres et helt andet sted, selvom det er en kendt problemstilling, at en centralisering alene ikke er svaret.

Måske er tiden inde til selvransagelse i både Socialtilsynet og i de kommuner, der har fået ejerskabet for de 5 socialtilsyn i Danmark.

Synes jeg, at det er rigtigt, at LOS går enegang med selvrefleksion? Nej, nu har jeg jo netop peget på, at kommunerne og de 5 socialtilsyn måske bør genbesøge deres tilsynsfunktion for at vurdere, hvor opgaven er løst tilfredsstillende- og hvor man eventuelt kan forbedre, så derfor er svaret selvfølgelig nej.

Er der mon andre der med god vilje kunne udøve selvrefleksion? – ja, sikkert.

Skal vi alligevel give den der selvrefleksion en omgang, er der i min verden al mulig grund til at have blikket stift rettet mod nogle begreber som god etik, ordentlighed og redelighed- ikke at forglemme lovlighed, samt et fokus på at værdigrundlag er og skal være meget mere end ligegyldige og tomme fraser.

Det lyder så enkelt, når man siger, at det er legitimt at drive forretning på det specialiserede socialområde. Det er åbenbart mere komplekst end som så. Retten reguleres af et tilsyn med regler for at drive virksomhed på området. Nu ser det ud til at området bliver ramt af et paradigmeskift forårsaget af…

De ikke-offentlige udbydere på det specialiserede socialområde har alle i en eller anden grad investeret i opbygningen af en sund forretning, der har til hensigt at sælge solide, fagligt baseret og professionelle løsninger til kommunerne- og i det yderste led til de beboere (børn, unge og voksne), der bruger tilbuddene. Nogle udbydere har investeret massivt for at kunne modsvare de behandlingsmæssige krav, der stilles ved indskrivninger. Nogen har brugt kapital – og måske endda brugt eller belånt i hus og hjem for at kunne købe bygninger, inventar, ansætte personale og indrette til formålet forud for indskrivninger og forud for indtjening. I min optik er det helt naturligt, at de stiller krav og har forventninger til, at deres investering ikke forsvinder ud i den blå luft, men kommer tilbage med den forrentning der gælder på området.

Det vil være naivt at tro, at investorer ikke har et ønske om at deres initiativ, deres investering kommer igen, når de nu engang har ”lagt hånden på kogepladen”.  Spørgsmålet er nu om forventningen til dette, konflikter med regler på området. Folkedomstolen er ikke og har ikke løsningen på et eventuelt problem – alene lovgivning kan skabe rammer således at det er klart for enhver, der ønsker at prøve kræfter med opgaven, at gå ind i den på et oplyst grundlag.

Når det så er sagt, er det for mig at se et grundvilkår, at der aldrig kan eller må akkumuleres formue på et grundlag, hvor uredelighed har været til stede. Vi, der er i området, budgetterer, og det er selvfølgelig vores pligt at levere som lovet – og for eksempel ikke fremelske overskud ved ikke at give kommunerne og borgerne det, de er stillet i udsigt.

Med lovgivning af eller regulering af området, kunne det se ud til, at der bliver tale om et loft. Spørgsmålet er hvor højt, der skal være til loftet.

Og når vi nu lige er ved loftet, ser det ud til, at der er behov for at stille skarpt på selskabsformer og de vilkår, der gælder. Jeg tænker, at det vil være en besværlig opgave at forbyde visse selskabsformer, fordi det formentlig vil kunne påvirke hele området med selskabsformer – og dermed være et egnet objekt at få testet i EU. Jeg tænker nok mere, at vi kommer til at se større krav til bestyrelser og gennemsigtighed i regnskaberne. Hverken bestyrelser eller gennemsigtighed skræmmer mig – tværtimod.

Spørgsmålet om en Takstkommision og takstreform vil jeg hilse velkommen under forudsætning af at en reform kommer til at gælde for både de offentlige og ikke-offentlige udbydere. Uden begge områder med bliver det fortsat utydeligt for politikerne og beslutningstagerne i de kommunale forvaltninger, hvordan priserne reelt er. De kommunalt ansatte forhandlere skraber i lakken ved deres nidkære og problematiske tilgang til vurderinger af foranstaltningerne, og de overser fuldstændigt, hvordan kommunernes egen systematik måske er en anden ballon, der bør punkteres. Vi er en del, der tror, at en sådan punktering vil skabe behov for en selvrefleksion i forhold til opbygningen af et kommunalt tilbuds system. Dette er grunden til, at jeg tidligere i mit skriv noterer, at et vigtigt fokus også er, hvor pengene går hen.

Min sidste kommentar i denne omgang skal gå på spørgsmålet omkring udlejning af ejendomme – troede egentlig at det gjaldt alle steder at dette skulle ske på markedsvilkår. Måske tager jeg fejl.

Tilbage står spørgsmålet, om jeg synes, at det er rimeligt, at et helt område nærmest skal gå bodsgang, fordi nogle steder har valgt at gå til kanten eller måske ud over kanten? Næ, faktisk ikke, og det er selvfølgelig også derfor, at vi skal være opmærksomme på at reguleringer, styringsmodeller og kontrolforanstaltninger ikke slår udbyderne ihjel. Som bekendt skal man ikke dræbe budbringeren, som jo faktisk er områdets mange solide udbydere.

Synes jeg, at det er rimeligt, at den myndighed, der både giver adgang og exit på området, kan slippe om ved at hævde at drift, regnskaber mv. kan være så komplekse, at de ikke kan overskues? Næ, det synes jeg heller ikke. I dag tale vi ofte om det, der kan være ansvarspådragende- og det tænker jeg faktisk, at det kan være, hvis tilsynet udøver fatal kontrol og ikke slår til.

Politisk kommer jeg i tvivl, fordi jeg ser den samlede agenda have en kurs, der stikker af fra noget af det, jeg også tror på. På den anden side synes jeg ikke, at området eller vores finanser har brug for, at området er et ureguleret ta´selv bord.

Jeg tror, at det er gavnligt at være i tvivl, fordi der på den måde gøres plads til at tænke sig om en ekstra gang eller måske at give plads for andres refleksion.

Med respekt for de temaer, som vi i LOS har serveret ”på et sølvfad” (som en del af en selvrefleksion), kan jeg sagtens få den tanke, at mange andre helt parallelle områder må blive ramt af den samme selvrefleksion. Måske er tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter, psykologer, privatpraktiserende psykiatere ikke at forglemme læger de næste, der skal i gang – ultimativt at underkaste sig skrappere regler for formuedannelse og muligheden for at sælge.

Nu ser vi hvordan, det kommer til at gå.