Udvalgt billede

Rekruttering: Tre råd til et stærkt stillingsopslag

Det kan være svært at finde og tiltrække de rette medarbejdere. Der er konkurrence om de gode kandidater, og mange arbejdspladser oplever, at rekruttering kræver både tid og de rette greb. Her spiller stillingsopslaget en vigtig rolle.

Stillingsopslaget er ofte kandidaternes første møde med jeres arbejdsplads. Det er derfor en vigtig mulighed for at skabe interesse, nysgerrighed og tillid – og for at vise, hvem I er som arbejdsplads, hvad jobbet indebærer, og hvad kandidaten får ud af det.

Et stærkt stillingsopslag er tydeligt, konkret og målrettet. Her får I tre råd, I kan tage med, næste gang I skal skrive et.

1. Vær konkret om jobbet

Beskriv arbejdsopgaver og ansvarsområder konkret. Det gør det lettere for kandidaterne at vurdere, om stillingen er relevant og interessant for dem.

Undgå samtidig generelle formuleringer og standardformuleringer uden en tydelig kobling til den konkrete stilling.

2. Fortæl, hvad I tilbyder

Stillingsopslaget skal ikke kun handle om, hvad I forventer af kandidaten. Vis også, hvad kandidaten får ud af jobbet.

Det kan fx være udviklingsmuligheder, arbejdsmiljø og kultur, fleksibilitet eller personalegoder. Fortæl også gerne om jeres værdier, og hvad der gør netop jeres arbejdsplads eller stilling særlig.

3. Overvej jeres krav

For mange krav og ønsker kan gøre stillingsopslaget mindre attraktivt. Det kan derfor være en fordel at skelne mellem nødvendige og ønskelige kvalifikationer. På den måde bliver det tydeligere for kandidaten, hvad I lægger vægt på, uden at I unødigt risikerer at skræmme relevante ansøgere væk.

Der er mere at overveje

Indholdet er kun én del af et godt stillingsopslag. Sprog, opbygning, visuelle virkemidler, annoncering og en tydelig ansøgningsproces spiller også en rolle.

Vi har samlet vores råd til, hvad et stærkt stillingsopslag bør indeholde, hvilke faldgruber I bør undgå, og hvordan I kan få jeres opslag til at skille sig ud.

I finder også en skabelon, som I kan bruge som udgangspunkt for jeres næste jobopslag.

Læs alle rådene og hent skabelonen her: Sådan skriver du et stærkt stillingsopslag – LOS