Ulovlige puff bars: Det skal I vide

Det er forbudt at indføre, sælge, købe eller besidde e-cigaretprodukter med nikotin, der indeholder ulovlige aromaer som frugtsmag, sliksmag eller andre søde smagsvarianter. Det gælder blandt andet for de populære såkaldte puff bars.

Børn og unge

3. juni 2025

Af LOS

LOS rådgivning oplever en del henvendelser vedrørende børn og unges forbrug af vapes/e-cigaretter/puff bars. Elektroniske cigaretter og væsker må ikke markedsføres i Danmark, hvis de har en kendetegnende smag – undtaget er dog mentol og tobak, som stadig er lovlige smagsvarianter.
Derudover gælder følgende:
  • Ulovlige puff bars sælges ofte uden varedeklaration og kan i nogle tilfælde indeholde farlige stoffer som THC.
  • Produkterne erhverves blandt unge via sociale medier – f.eks. Snapchat.
  • Grænsen for nikotinindhold i lovlige væsker er 20 mg/ml.
  • Man må som privatperson have op til ti enheder med ind over grænsen til eget forbrug, men det er ulovligt at bestille dem hjem fra udlandet online.
  • Du må ikke bestille ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin hjem over nettet fra udlandet, da du dermed ikke besidder produkterne fysisk på dig, når produkterne krydser grænsen til Danmark – heller ikke selvom produkterne er til eget forbrug.
  • Salg af nikotinprodukter til personer under 18 år er forbudt.
LOS anbefaler, at man har en tydelig politik omkring beboeres forbrug af e-cigaretter. I er meget velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål til ovenstående.