Vi har brug for velfærdens iværksættere

Da jeg for fire år siden satte mig i direktørstolen i LOS – landsorganisationen af sociale tilbud – havde jeg ikke den mindste anelse om, hvor rigt, entreprenant, engageret og kreativt miljø, jeg nu skulle stifte bekendtskab med. Uanset hvor i landet man kigger hen, findes der LOS-medlemsvirksomheder, der skaber, design, håndværk, cafeer, butikker, lokale fødevarer, turistattraktioner, motorværksteder, landbrug – jeg kunne blive ved. Alle med det mål for øje at skabe en værdig og meningsfuld beskæftigelse for nogle af de mennesker, der ikke kan få fodfæste i livet, på det almindelige arbejdsmarked og i uddannelsestilbud.  Det er en succeshistorie, som vi burde hylde.

Men det har undret mig, at jeg somme tider mere mærker en mistro. En mistro, som jeg grundlæggende har svært ved at forstå. Det er iværksættere, og det er hårdt arbejdende mennesker. Det plejer vi at værdsætte i det danske samfund. Samtidig gør de og deres virksomheder en kæmpe forskel for utrolig mange udsatte og sårbare mennesker.

Ja, man må tjene penge

LOS har det seneste halve år mange gange mødt spørgsmålet: ”må man tjene penge på velfærd?” DR har i fællesskab med fagforeningen FOA og SL sat fokus på den ikke-offentlige del af de sociale tilbud. Jeg vil gerne besvare det spørgsmål med et klart JA. Men jeg synes i grunden, at spørgsmålet er forenklet og uinteressant. En virksomhed kan kun tjene penge, hvis den leverer en ydelse, som der er efterspørgsel på, og som virksomheden kan lave billigere end konkurrenterne. Nu vil jeg nødig omtale de offentlige tilbud som konkurrenterne. Men spørgsmålet om, hvorvidt et socialt tilbud må tjene penge, er jo det samme som at stille spørgsmålet, om et tilbud, der leverer en høj kvalitet til en pris, der er lavere end de offentlige tilbuds, må tjene penge. For det er jo det, der sker. Hvor længe vil en kommune købe pladser på et opholdssted, hvis de kunne levere ydelsen billigere og bedre? Ikke ret længe håber jeg. Tjener nogle så penge på det. Ja, det gør nogle. Præcis som kommunens leverandører af rengøring, ældreservice, vejservice, telefoni, eller hvad det ellers kan være.

Kommunen har vurderet, at det bedre kan betale sig for dem at købe disse ydelser af private virksomheder. LOS arbejder hver dag for, at kommunerne og borgerne har det bedste udbud af sociale tilbud, der med høj kvalitet kan løse nogle af de måske allervigtigste velfærdsopgaver.

Styrk socialtilsynet

Vi har set sager om både offentlige og ikke-offentlige sociale tilbud, der ikke har stået for den kvalitet, som de skal. Derfor skal vi have et socialtilsyn, der har tilstrækkelig faglighed til at se både de offentlige og ikke-offentlige sociale tilbud efter i sømmene og skride ind med det samme, hvis kvaliteten eller økonomien ikke er, som den skal være. Er der problemer med fagligheden, er der uhensigtsmæssig økonomisk spekulation, er huslejerne for høje – eller hvad der ellers kan være af problematikker, skal der gribes ind af et effektivt socialtilsyn. Sådan bør det være med alle offentlige leverandører. Der er vi helt på linje med børne- og socialminister Mai Mercado, FOA og SL. Derfor har vi gentagende gange talt for et styrket tilsyn både med kvaliteten og økonomien. Og vi kan kun opfordre politikerne til at gå tilbage til forhandlingsbordet og blive enige om en styrkelse af socialtilsynet.

Investeringer i velfærd gør en forskel

Netop dynamikken med en stærk offentlig sektor og en stærk privat sektor, der samarbejder, er en af de store forcer i vores velfærdsamfund. Vi har talrige erfaringer og undersøgelser, der viser, at offentligt-privat samarbejde gør samfundet rigere og skaber nye løsninger. Det kan være private virksomheder, fonde, selvejende institutioner eller enkeltmandsvirksomheder. Fælles for dem er, at det er mennesker, der brænder for noget, som har en idé, vil knokle for at realisere den idé, og er villige til at påtage sig en stor økonomisk risiko. Det er mennesker, der lægger alle deres timer i deres virksomhed. Samfundet er afhængig af den dynamik. Nogle stifter socialøkonomiske virksomheder, nogle fonde og andre private virksomheder. Det må være op til den enkelte.

Velfærdssamfundet taber ikke, når private investerer i velfærd. Tværtimod. Tag eksempelvis Den Sociale kapitalfond, der har en række succesfulde danske investorer, som bl.a. Vækstfonden, Tryghedsgruppen, og Novo Nordisk Fonden i ryggen. Investorerne har det erklærede mål til fælles, at de både vil have et økonomisk og et social afkast af deres investeringer.

Nogle kender måske DR programmet Løvens hule, hvor fem succesfulde iværksættere skal vurdere håbefulde iværksættere og afgøre, om de vil investere. De investerer i alt lige fra fabrikanter af soja-is til en webshop med barberblade. Og de gør det fordi, de forventer et overskud. Løverne vil se det vokse, og de vil have overskud. Jeg ville ønske, at de en dag blev præsenteret for en iværksætter, der havde en fantastisk stærk pædagogisk tilgang og ville åbne et opholdssted for udsatte unge. Skulle vi som samfund så sige, nej, de penge vil vi ikke have ind i vores velfærdssektor? Selvom de måske kunne skabe et bedre tilbud for udsatte og måske løse et problem, som en kommune selv har svært ved at løse.

Kort sagt, så er mit modspørgsmål. Skal vi afvise privates investeringer i velfærd, fordi de vil kombinere socialt ansvar med det at tjene penge? Mit svar er nej. Jeg hilser debatten velkommen. Men vi er nødt til at se bredere på spørgsmålet. Det handler ikke kun om at sige nej til, at private kan tjene penge. Det handler også om, hvorvidt vi vil sige ja eller nej til dygtige, ihærdige iværksættere, der taget et socialt ansvar, og hvis tilbud hver dag gør en kæmpe forskel for udsatte mennesker. Jeg inviterer gerne på en rundtur til velfærdens iværksættere i LOS.