På sociale tilbud kan der opstå situationer, hvor en beboer har brug for lindring af milde eller almindelige symptomer. Det kan være menstruationssmerter, hovedpine, forkølelse eller hudgener. Men selvom medicinen kan købes uden recept, er håndteringen ikke uden ansvar.
Praksis skal beskrives
Håndkøbsmedicin, naturlægemidler og kosttilskud kan have betydning for både behandling, bivirkninger og interaktioner med anden medicin. Derfor er det afgørende, at tilbuddet har en klar lokal arbejdsgang: Hvem må købe medicinen og opstarte behandlingen? Hvornår skal lægen kontaktes? Hvad skal dokumenteres? Og hvordan sikrer ledelsen, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer?
Med en godt beskrevet praksis, undgår man tvivl. Må en medarbejder udlevere Panodil uden lægelig kontakt først? Skal lægen godkende medicinen, eller skal det ordineres i FMK? Må borgeren selv starte et præparat? Og hvor længe må behandlingen fortsætte, før der skal følges op?
Der skal være taget stilling til, hvordan håndkøbsmedicin håndteres lokalt. Nogle steder vil man beslutte, at al håndkøbsmedicin skal ordineres af en læge. Andre steder vil lægelig godkendelse være tilstrækkelig. Og nogle tilbud vil inden for en tydeligt afgrænset ramme selv kunne opstarte udvalgte håndkøbspræparater i en kort periode. Uanset hvilken arbejdsarbejdsgang I vælger på jeres tilbud, skal den være beskrevet skriftligt i jeres lokale instruks og let at gå til for de ansvarlige medarbejdere.
Det vigtigste at få på plads
Når I håndterer håndkøbsmedicin, bør der som minimum være klarhed om:
- præparatet skal ordineres, godkendes eller kan opstartes lokalt
- hvordan samtykke indhentes og dokumenteres
- hvordan det noteres i journal og på den lokale medicinliste
- hvornår der skal følges op
- hvem der har kompetence til at vurdere risiko og reagere ved tvivl
