Nyt materiale skal styrke anbragte børn og unges kendskab til deres rettigheder
Når der anvendes magt over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, er det afgørende, at de kender deres rettigheder og ved, hvor de kan søge hjælp eller klage. Derfor har Social- og Boligstyrelsen lanceret en ny materialepakke med videoer og pjecer, der forklarer reglerne om magtanvendelse i et sprog, som børn og unge kan forstå.
Materialet er udviklet til børn og unge, der er anbragt i plejefamilier, på børne- og ungehjem samt på delvist lukkede og sikrede institutioner. Formålet er at gøre det lettere at tale om et emne, som ofte kan opleves både følsomt og svært.
Som leder eller medarbejder på et børne- og ungehjem har man pligt til at orientere børn og unge om deres rettigheder, herunder reglerne for magtanvendelse og mulighederne for at klage. Social- og Boligstyrelsen understreger samtidig, at brug af magt altid skal være sidste udvej, og at der efterfølgende skal følges op med dialog med de involverede børn og unge.
Materialepakken består af tre korte videoer og fire pjecer, der forklarer rettigheder, regler og procedurer på en lettilgængelig og børnevenlig måde. Materialet kan både bruges ved opstart af en anbringelse og som støtte i den løbende dialog om trivsel, rettigheder og tryghed.
For medlemmer, der arbejder med anbragte børn og unge, kan materialet være et nyttigt redskab til at understøtte både lovkrav og en åben dialog om magtanvendelse.
Læs mere og find materialet hos Social- og Boligstyrelsen: Nyt materiale til anbragte børn og unge om deres rettigheder, når voksne bruger magt