Sundhedsfaglig leder på opholdssted: Det sundhedsfaglige og det pædagogiske er to sider af samme sag

Bedre samarbejde med det lokale lægehus, prioritering af sundhedsfaglig dokumentation og et løbende fokus på oplæring er bare nogle af de indsatser, der har gjort det lettere at gå til de sundhedsfaglige opgaver på Fonden Tagkærgaard og Fonden I Redens opholdssteder for unge.

Det fortæller Lone Rathgen Christiansen, der er uddannet sygeplejerske og ansat som sundhedsfaglig leder på tværs af begge fonde.

”En af de ting, vi har haft rigtig meget fokus på de sidste fire år, har været at implementere et sundhedsfagligt fokus, så det kunne gå hånd i hånd med det pædagogiske fokus. Vi har mantraet, at det er 50/50 – det ene kan ikke eksistere uden det andet. Det er to sider af samme sag, nemlig at løse kerneopgaven,” siger hun.

De to fonde driver opholdssteder for anbragte unge mellem 13 og 23 år.

Da Lone Rathgen Christiansen blev ansat for fire år siden, var hun den eneste sygeplejerske på stedet. Hun var ansat på ti timer om ugen og kunne hurtigt se, at de kunne gøre mere for at leve op til lovgivningen på det sundhedsfaglige område.

”I dag er jeg ansat som sundhedsfaglig leder, og vi har tre sygeplejersker ansat udover mig. Så der er sket en stor udvikling, siden vi begyndte at have mere fokus på det,” siger Lone Rathgen Christiansen.

Samarbejde i fokus

Det er dog ikke tanken, at sygeplejerskerne alene skal løfte de sundhedsfaglige opgaver.

”Sygeplejerskernes opgave har ikke bare været at varetage de opgaver, der nu giver mening på baggrund af deres faglighed, men også at sideoplære pædagogerne i, hvordan man dokumenterer sundhedsfagligt, sådan at vi ikke er afhængige af at have de tre sygeplejersker,” fortæller Lone Rathgen Christiansen og tilføjer:

”Vi bruger dem også som læremestre, kan man sige, en slags kvalitetssikring i forhold til at få implementeret det sundhedsfaglige fokus ude på afdelingerne.”

Et solidt fokus på den sundhedsfaglige del af arbejdet kræver nemlig, at også det pædagogiske personale bliver bekendt med for eksempel sundhedsfaglig dokumentation.

”Man må sidestille det sundhedsfaglige med den pædagogiske indsats, for man kan ikke komme uden om det. Jeg tror ikke på, at der findes et eneste opholdssted i Danmark, der ikke laver sundhedslovsydelser, og så snart, man gør det, skal man dokumentere sundhedsfagligt,” siger Lone Rathgen Christiansen.

Hun forklarer, at der er 12 sygeplejefaglige problemområder, som man fører journal ud fra, og dem kan man ikke komme udenom som opholdssted. Men desværre lader det til at der er mange, der ikke ved, hvordan de skal gribe det an.

” Det er mit helt klare indtryk, at der er mange opholdssteder, som faktisk ikke ved, at de skal dokumentere sundhedsfagligt, samt at de skal have instrukser for medicinhåndtering, sundhedsfaglig dokumentation med mere. Jeg har været ude og hjælpe på forskellige opholdssteder med at komme i gang med det her, og jeg kan se, at det ikke er noget, der er i fokus alle steder. Det handler ikke om, at man ikke vil, det handler om, at man ikke ved, at man skal det. Og at man ikke ved, hvordan man skal gøre,” siger Lone Rathgen Christiansen.

Det skal give mening

Hun oplever, at arbejdet med sundhedsfaglig dokumentation bliver taget godt imod, når det giver mening for alle parter.

”Vores målgruppe er en målgruppe med mange komplekse problemstillinger, såsom misbrug, omsorgssvigt, skolevægring, psykiatriske lidelser. Sygeplejerskerne kan ikke løse opgaverne alene, og det samme gælder for det pædagogiske personale og socialrådgiverne. Vi er afhængige af hinanden i forhold til det. Så jeg synes, jeg hovedsageligt oplever, at pædagogerne tager godt imod det, sygeplejerskerne formidler til dem, at de skal gøre,” siger hun og tilføjer:

”Men det handler rigtig meget om at få det til at give mening for alle parter uanset faglighed. Den sundhedsfaglige dokumentation skal ikke føre til dobbeltdokumentation eller ekstra arbejde, men det skal sikres, at man som opholdssted lever op til kravene fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det betyder i praksis, at det pædagogiske personale skal lære at skelne mellem, hvad der skal stå i den sundhedsfaglige journal og den almindelige socialfaglige journal.”

Derfor har de haft fokus på at lave gode instrukser og procedurebeskrivelser.

”Det handler om at få procedurerne på plads, så det ikke bliver dobbeltarbejde. Det er noget af det, vi har haft meget fokus på. Hvad man skal dokumentere i den sundhedsfaglige journal, og hvad man kan dokumentere. Det samme i den socialfaglige journal. Så vi hele tiden får skilt tingene ad. Og så kan det godt være, der nogle gange er noget, hvor det giver mening, at det står begge steder.”

Prioriteres fra ledelsens side

Det er ikke bare de enkelte faggrupper, der ifølge Lone Rathgen Christiansen skal have fokus på de sundhedsfaglige opgaver. Også ledelsen spiller en stor rolle i at få det til at fungere.

”I sidste ende er det ledelsens ansvar. Af de målepunkter, Styrelsen for Patientsikkerhed går til tilsyn på, fremgår det også, at det altid er ledelsens ansvar, at der ligger instrukser, og at man har tid og mulighed for at dokumentere. Så på den måde placerer de ansvaret ved ledelsen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt, at ledelsen sætter de sundhedsfaglige opgaver på dagsordenen.

”Vi har været privilegerede, i og med at vores øverste ledelse hele vejen igennem har haft en forståelse for, at det her er vigtigt og at det er et fokus, som skal prioriteres på lige fod med den pædagogiske indsats. Når ledelsen prioriterer det og sætter det på dagsorden, bliver det synligt for alle, og forplanter sig i organisationen. Her er det vigtigt, at der ikke skelnes mellem, hvad der er vigtigst, men at det italesættes at det er lige vigtigt og to sider af samme sag,” siger hun.

Flere bump på vejen

Der kan dog være udfordringer, når det sundhedsfaglige skal i fokus. Blandet andet fordi det kræver samarbejde med instanser uden for selve arbejdspladsen, og fordi nogle journal-systemer ikke understøtter den form for dokumentation.

”Vi brugte otte måneder på, at vores udvikler tilpassede vores journalsystem til de behov, vi havde,” fortæller Lone.

Derudover har de skullet tilpasse sig andre instanser såsom psykiatrien, de unges egen læge og kommuner. Derfor har de blandt andet lavet et samarbejde med det lokale lægehus, så de unge altid bliver tilknyttet her.

”Vi har haft et samarbejdsmøde, hvor vi kunne definere vores behov i forhold til målgruppen og de udfordringer, vi af og til møder i “systemet”. Det gør en kæmpe forskel i hverdagen, når en ny ung for eksempel har brug for en akut lægetid, fordi lægehuset har forståelse for, at der eksempelvis kan gå mange uger, før den unges adresse bliver flyttet, og på papiret derfor hører til andetsteds,” fortæller Lone Rathgen Christiansen.

Det har også hjulpet på forståelsen fra lægehuset.

”Vi oplevede ikke, at lægerne var usamarbejdsvillige. Det var nærmere uvidenhed om eksempelvis den lovgivning vi som opholdssted er underlagt i forhold til håndkøbsmedicin, som skal godkendes og ordineres af en læge, selvom det er håndkøb. Det vidste lægehuset for eksempel ikke, og det kunne vi så afdække ved et samarbejdsmøde og aftale, hvordan vi skulle håndtere fremadrettet,” siger hun.

Samarbejdet har ført til, at sygeplejerskerne på opholdsstederne har fået lov til selv at ordinere håndkøbsmedicin ud fra en fast ramme, hvis de vurderer, at de unge har brug for det.

”Så skal vi ikke forstyrre lægehuset, hver gang vi skal have en næsespray, Strepsils eller Panodiler til de unge,” siger Lone Rathgen Christiansen.

Lone Rathgen Christiansen er den del af LOS’ sundhedsudvalg, der for nylig har udgivet et sundhedskatalog med det formål at styrke det sundhedsfaglige arbejde på sociale tilbud.

Denne artikel er blevet bragt første gang i Gi’ LOS nr. 3 2023