Derfor skal der være meget mere fokus på lederens trivsel
Forskningen taler sit tydelige sprog: Lederens trivsel er afgørende – ikke kun for lederens egen sundhed og arbejdsglæde, men også for medarbejdernes trivsel, kvaliteten i opgaveløsningen og organisationens bæredygtighed.
Der er en klar sammenhæng mellem ledertrivsel og organisatorisk succes. Alligevel er ledertrivsel ofte et overset tema. Ifølge lektor Jan Heiberg Johansen, som sammen med lektor Stine Rasmussen har kortlagt forskningen på området, er der behov for langt større opmærksomhed:
I min optik er det forsømmelse
”Ledere i trivsel er bedre ledere. Der er en klar sammenhæng mellem ledertrivsel, ledelseskvalitet og organisationens samlede resultater. Men det er desværre et klassisk blindt punkt, at vi ikke anerkender, hvor vigtigt det er, at lederen trives. I min optik er det forsømmelse, og det kan få kritisk betydning. Både for den enkelte leder, men i den grad også medarbejderne og kvaliteten af det arbejde, I er sat i verden for,” understreger Jan Heiberg Johansen.
Når en leder ikke trives, sætter det spor – ikke kun i lederens egen arbejdsdag, men i hele organisationens evne til at lykkes. Det påvirker engagementet, kulturen og stabiliteten. Og i mindre organisationer kan det få store konsekvenser, hvis en leder mister fodfæstet eller forlader arbejdspladsen.
”Hvis du mistrives som leder og overvejer at søge væk, så mister du engagementet. Du påtager dig ikke de krævende opgaver. Skaden sker længe før, du reelt stopper – og det kan være ødelæggende,” siger Jan Heiberg Johansen.
Derfor er ledertrivsel alt for vigtig til at overlade til den enkelte leder alene. Det er en opgave, som kræver fælles ansvar og strategisk prioritering – fra både direktion og bestyrelse.
Fem råd: Sådan kan du som leder styrke din trivsel
Hvordan tager man som leder fat på sin egen trivsel, og hvordan skaber man en organisation, hvor ledertrivsel får en fast plads på dagsordenen.
Her er fem konkrete råd, der bygger på forskningen:
- Sæt trivsel på organisationens dagsorden
Ledelseskvalitet og trivsel hænger uløseligt sammen. Gør det tydeligt, at trivsel er en forudsætning for at lykkes – og lav en konkret plan i ledelsen, så det bliver mere end ord. - Få støtte – også som leder
Mange ledere står alene uden naturlige sparringspartnere. Søg sparring systematisk, fx via ledernetværk, kollegiale samtaler eller en bestyrelse, der forstår sit medansvar. - Lav en trivselspagt med dig selv
Brug værktøjer som fx “Lederaftale for trivsel”, hvor du vælger 1-2 områder, du vil prioritere – fx bedre balance mellem arbejde og fritid eller tydeligere grænsesætning. Du finder værktøjet på lederestrivsel.dk - Få ledelseskulturen med
En sund ledelseskultur bygger på tryghed og støtte. Gør det til en naturlig del af jeres måde at være ledelse på – ikke som ekstra opgave, men som en investering i kvalitet og udvikling. - Bestyrelsen har også et ansvar
Bestyrelser bør have blik for lederens trivsel som en strategisk prioritet. Ikke for at “måle trivsel”, men for at sikre, at der er ressourcer, kapacitet og støtte til ledelsesopgaven.