”Det kan være svært som leder at modtage omsorg fra sine medarbejdere”

Ledelse er er centralt emne i LOS. Vi faciliterer blandt andet LOS Ledernetværk, og på årets landsmøde var ledertrivsel og omsorg den røde tråd gennem programmet. Flere ledelseseksperter var på scenen, og i arbejdsgrupper blev der arbejdet med omsorg som tema.

Ledelse

19. juni 2025

Af LOS

Som et fast programpunkt var deltagerne på landsmødet i arbejdsgrupper, hvor der denne gang blev drøftet betydningen af omsorg medarbejdere og ledere imellem. I gennemgangen af disse drøftelser står særligt én ting tydeligt frem: Det kan være svært som leder at modtage omsorg fra sine medarbejdere.

Det er en erkendelse med mange nuancer, men ikke desto mindre er den væsentlig at dvæle ved, når vi beskæftiger os med ledertrivsel. For samtidig viser besvarelserne, at omsorg fra medarbejdere til ledere kan bidrage til, at man som leder oplever anerkendelse, tillid og samhørighed. Omsorg skaber fællesskab, og det øger trivslen.

Fortsat fokus på lederens trivsel
Vi ved, at lederens trivsel er afgørende for arbejdsmiljøet og modarbejdelse af forråelse på sociale tilbud. Derfor vil input fra landsmødet blive brugt i vores videre arbejde med LOS’ ledernetværk, kurser, uddannelse, faglige arrangementer mv., hvor vi i fællesskab kan være med til at sikre et øget fokus på lederens trivsel.