Udvalgt billede

Vi skal prioritere dialogen for at forebygge stress

Stress er fortsat et stigende problem på danske arbejdspladser, men hvad kan man som leder eller medarbejder gøre for at komme det i forkøbet? Ifølge stressforsker Pernille Steen Pedersen fra CBS handler det blandt andet om at skabe et trygt rum, hvor der er plads til dialog.

Mere end hver fjerde danskere oplevede i 2021 en høj grad af stress, ifølge Sundhedsstyrelsen. Pernille Steen Pedersen, ph.d. og adjunkt på CBS har siden 2011 beskæftiget sig med, hvorfor stress opstår, og hvordan man som arbejdsplads kan forebygge, at medarbejdere bliver stressede.

”Jeg ville gerne undersøge stress fra et ledelsesperspektiv. Altså med fokus på, hvad ledere kan gøre for at forebygge stress på arbejdspladsen. Men først var jeg nødt til at forstå, hvorfor stress opstår i første omgang,” siger Pernille Steen Pedersen.

Gennem interviews med stressramte og ledere, der har oplevet at have stresssygemeldte medarbejdere, fandt hun ud af, at følelsen af utilstrækkelighed for mange er en afgørende faktor, når de får stress, og at den kan blive ledsaget af en skamfølelse, hvor selvbebrejdelserne dominerer vores tænkning.

”Jeg var overrasket over, hvor meget følelsen af at være dårlig til sit arbejde eller ikke leve op til sine egne og andres forventninger fylder, når jeg taler med stressramte,” siger hun og fortsætter:

”Det er ofte følelser, der kan lede til ensomhed, fordi det er svært at dele med andre, at man er bange for, at man ikke er dygtig nok til sit arbejde. Så det at høre, at ens kollegaer har det på samme måde, kan være en kæmpe lettelse for mange.”

Dialog kan forebygge stress

Hun fandt ud af, at mange af de følelser, der danner grundlag for stress, kan blive mindre dominerede ved at tale om dem. I et forskningsprojekt, finansieret af arbejdsmarkedets parter og tre kommuner, har hun udviklet værktøjer, blandt andet dialogkort, der skal hjælpe arbejdspladser med at tage den svære dialog om stress og arbejdsmiljø.

”Kortene er designet til at starte nogle samtaler på arbejdspladsen omkring den enkelte medarbejders behov, så man kan forebygge stress” fortæller hun.

Dialogkortene tager udgangspunkt i forskellige dilemmaer og kan hentes gratis på nettet og printes ud, så de kan bruges i en-til-en-samtaler mellem leder og medarbejder eller på et teammøde for hele afdelingen.

”Der er forskellige måder, forskellige mennesker foretrækker at få hjælp på af deres leder eller kollegaer, og dialogkortene er designet til at åbne for en samtale om, hvordan man bedst kan hjælpe hinanden ude på arbejdspladsen,” fortæller Pernille Steen Pedersen.

Ikke et individuelt problem

Hun mener, det er vigtigt, at man som arbejdsplads hjælper hinanden med at finde løsninger i stedet for at tænke, at stress er et individuelt problem.

”Vi skal at gå fra individuelle til relationelle løsninger – i stedet for kun at give den enkelte nogle redskaber, så skal vi tænke i, hvordan vi kan styrke kulturen og gruppen og arbejdsfællesskabet. Hvis løsningerne går på den enkelte, så bliver det den enkeltes skyld, hvis det ikke lykkes. Men hvis vi får talt om de her ting, så kan vi lære hinanden at hjælpe og støtte op,” siger hun og tilføjer:

”Det er vigtigt, vi får talt om de her følelser, som er så almene, men som alle bare tror, de er de eneste, der har. Hvis du vidste, hvor mange mails jeg får på baggrund af mine bøger om, hvordan det har været en kæmpe lettelse at læse, at andre også har oplevet det, de oplever. Det er helt vildt.”

Pernille Steen Pedersen har forståelse for, at det kan være svært at få tid til på en travl arbejdsplads, men hun mener, at det er noget, man skal prioritere.

”Det handler om i en travl hverdag at have nogle rum, hvor man kan tale om de her ting. Og prioritere at skabe de rum. Det er også en del af kerneopgaven, fordi det giver plads til, at man kan løse sine opgaver bedre. Det handler ikke kun om trivsel,” siger hun.

Dialog på flere niveauer

Også hos Cabi, der arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, ser man dialogen som et bærende element i forebyggelsen af stress. Men dialogen skal foregå på flere niveauer i organisationen. Det siger Birgitte Poulsen, chefkonsulent i Cabi.

”Vi anbefaler selvfølgelig, at man tager dialogen med den enkelte medarbejder, hvis vedkommende viser tegn på stress. Men der er også en samtale på organisationsniveau, der er vigtig at have,” siger hun og uddyber:

”Som lederteam eller organisation må man tage en dialog om, hvor der kan opstå stress i dagligdagen og så prøve at gøre noget ved det. Det kan være, at der er arbejdsgange, særlige arbejdsfunktioner eller problemer med udadreagerende borgere, hvor man kan se, at stressen har gode betingelser.”

På den måde kan man som arbejdsplads forebygge stress fremfor først at reagere, når problemet er opstået.

”Man kan være reaktiv eller proaktiv. Faren er – særligt på det sociale område – at man vedkender sig, at det er et hårdt sted at arbejde på grund af vold og trusler for eksempel, men det er farligt at acceptere det for meget og derved blive passiv. Hvis man derimod anerkender vilkårene og vælger at tage ansvar for dem, kan man forebygge stress,” siger hun og tilføjer:

”Ellers kan stress let blive den enkeltes ansvar, og det må aldrig blive den enkelte medarbejders ansvar eller skyld, at de fik stress. Man skal tage det alvorligt som arbejdsplads.”

Hun oplever, at det for mange kan være svært at tale om stress på arbejdspladsen.

”Stress er en fællesudfordring. Det er ikke den enkelte medarbejders ansvar og heller ikke ledelsen alene. Derfor må man også tale i medarbejdergruppen om, hvordan man hjælper hinanden som kollegaer. Man har et ansvar for at få det sagt, hvis man ser en kollega mistrives. Man skal kunne sige det højt, hvis man ser, at en ikke har det godt – også til ledelsen. Mange arbejdspladser forsøger at gøre det til en del af kulturen, at det er okay at sige det højt, hvis vi oplever, at vores kollegaer mistrives,” siger hun.

Denne artikel er blevet bragt første gang i Gi’ LOS nr. 1 2023.